Spring navigation over

Viser Mosens arkitektur og natur

Akisooq Olsen Thorin er meget aktiv på det sociale medie Instagram, hvor hun deler mange flotte natur- og landskabsbilleder fra Vollsmose. Foto: Privat

Smukt stablede dagligvarer, flotte landskabsbilleder på Instagram og et ønske om at uddanne sig for samfundets skyld. Akisooq Olsen Thorin tager ofte beslutninger ud fra et ønske om at gøre verden til et bedre sted.

Tre etager op er ret langt, når man skal slæbe en tung kuffert med sig. Sådan husker Akisooq Olsen Thorin sit første møde med Vollsmose for over halvandet år siden. Hun tog turen fra Grønland for at forbedre sit danske sprog og blev positivt overrasket, da hun landede på tredje sal i Odense-bydelen.

- Der er en Spar, Aldi, grillbar, og man møder masser af familier, fortæller Akisooq Olsen Thorin, der havde hørt en masse negativt om Vollsmose, inden hun flyttede.

I dag synes hun, det er enormt spændende at bo i en bydel, hvor der bliver talt omkring 80 forskellige sprog.

 

Et rejsemål med et rygte

Da Akisooq Olsen Thorin blev tilbudt en lejlighed i Vollsmose, takkede hun ja, men var nervøs over sin beslutning. Efter indflytningen kunne hun ikke se ligheder mellem den beskrivelse, hun havde fået, og det Vollsmose, hun selv oplevede.

I hverdagen mærker hun, at Vollsmoses beboere deler en helt særlig form for kammeratskab. Det kommer til udtryk ved, at folk altid hilser på hinanden, når de mødes på gaden, eller når store grupper mennesker får en snak over indkøbsposen på Vollsmose Torv.

LÆS OGSÅ: 'En god bokser er et godt forbillede'

- Det får mig til at tænke på, hvordan samfundet er i dag. Vi taler slet ikke til hinanden, vi lever bare vores eget liv. I Vollsmose kan jeg se, at folk er mere åbne over for hinanden, forklarer Akisooq Olsen Thorin.

I Akisooq Olsen Thorins øjne er der mange fordele ved den hverdag, hun oplever i Vollsmose. 

- Det er altid bedre at være i et fællesskab, hvor man kan snakke sammen. Samfundet burde samles, som om vi alle kender hinanden, siger Akisooq Olsen Thorin med et smil og opfordrer alle til at tænke over, hvor lidt vi egentlig interagerer med hinanden i løbet af en dag.

 

Et billede af fremtiden

Akisooq Olsen Thorins hverdag går med danskundervisning og en praktikplads i Føtex. Hun beskriver sig selv som værende ret perfektionistisk, og det kan hun mærke i sit arbejde.

- Jeg elsker mit arbejde. Når jeg fylder varerne op, forsøger jeg at gøre dem så perfekte som muligt. Jeg vil bare gerne gøre verden til et sted, hvor alt også er så smukt som muligt, forklarer hun.

Det er blandt andet hendes ønske om at gøre verden smukkere, der drev hende til at starte hendes profil på det sociale medie Instagram. Her deler hun et hav af smukke naturbilleder og meget af Vollsmoses arkitektur. For 22-årig Akisooq Olsen Thorin er de store bygninger nemlig meget specielle.

- Vollsmoses store blokke er ret futuristiske. Det er som om, man er i fremtiden, fortæller hun.

Bygningerne og områdets mangfoldighed gør, at bydelen giver et meget godt billede af, hvordan verdenen i hendes øjne vil se ud i fremtiden. Det er blandt andet derfor, at hun deler mange billeder fra sin hverdag i Odense på Instagram.

- Jeg kan godt lide at repræsentere Danmarks natur og alt det, jeg ser, forklarer Akisooq Olsen Thorin, der ikke udelukker en karriere som fotograf.

 

Vil gøre en forskel

Akisooq Olsen Thorins mission om at gøre verden smukkere stopper ikke ved hendes Instagramprofil. Hun drømmer om en fremtid inden for natur- eller samfundsvidenskaben.

- Jeg kan ikke bestemme mig for, hvad jeg vil. Men jeg vil gerne arbejde med noget, der hjælper mig med at gøre samfundet til et bedre sted, forklarer hun.

Selvom Akisooq Olsen Thorins har været meget glad for hendes tid i Danmark, forventer hun at flytte tilbage til Grønland om nogle år.

- Jeg vil gerne arbejde med det grønlandske samfund. Det kan jeg gøre bedre derfra, siger den unge grønlænder.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere