Spring navigation over

Ugler skal flytte til Mosen

Rovfugle som ugler kan være til gavn for Vollsmose, fordi de jager mus og rotter væk.  Arkivfoto: William Thorup Hansen

Ugler, falke og flere ynglende rovfugle er en gevinst for Vollsmose og beboerne. Derfor kan beboere den 9. marts bygge fuglehuse sammen med lokale håndværkere og inspektør Teddy Skytte.

Rovfugle gør god gavn for området. De kan være med til at holde skadedyr som mus og rotter nede, og de mange duer i Vollsmose er heller ikke glade for ugler og falke.

- Hvis vi kan få nogle flere rovfugle ind i området, ville det være en hjælp og til gavn for Vollsmose, siger Teddy Skytte, der er inspektør hos Civica.

 

Hjælp fra håndværkere

Lørdag den 9. marts klokken 10.00 - 14.00 står han klar sammen med lokale håndværkere i en ’pop-up tømrer-shop’ på Bøgetorvet. Her kan børnefamilier og andre beboere komme og bygge huse til ugler og andre fugle. Træet er doneret af Davidsen tømmerhandel, og de tømrerfirmaer, som Civica bruger i dagligdagen til serviceopgaver, lægger tid i arrangementet.

- De håndværkere, vi bruger fast, har efterhånden haft deres gang herude i rigtig mange år, og de kommer og hjælper med at skrue fuglekasserne sammen. De synes, at det er en god idé, fortæller Teddy Skytte og uddyber:

- Så er det jo lettere at snakke sammen en anden gang, når man skal ind i folks lejligheder og ordne noget.

 

Bygge i børnehøjde

Inspektøren kan også selv se en social fidus i at mødes en lørdag for hamre søm i noget træ.

- Det handler om at bygge noget i børnehøjde og prøve at møde nogle af dem, jeg ellers ikke rammer i hverdagen. Jeg snakker sjældent med alle ungerne i området, men det bliver måske lettere, hvis man mødes på en anden måde, siger han.

Arrangementet foregår i købmandens tidligere lokaler på Bøgetorvet og er gratis.

Seneste Artikler

Hjemme hos Aysel Hagi

Læs mere

Dung vil have etniske ældre ud af ensomheden

Læs mere

Benløse fugle med grov mos

Læs mere

Biblioteket fejrede skarpt hjørne

Læs mere

Ahmad og Bruce vil have mænd ud af lejlighederne

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her