Spring navigation over

Skyderier bunder i familiestridigheder

De to skudepisoder i slutningen af januar bunder i gamle konflikter mellem stridende familier, ifølge politiet i Vollsmose. Der er fortsat visitationszone og øget patruljering i bydelen for at forebygge yderligere voldelige konfrontationer.

Først blev der afgivet flere skud i Bøgeparken, og fire dage senere skete det igen i vejkrydset ved Åsumvej og Vollsmose Allé. De to skud-episoder i slutningen af januar fik Fyns Politi til at indføre visitationszoner i hele Vollsmose og omkringliggende områder, som i sidste uge blev yderligere forlænget.

Undervejs har politiet gentaget, at skyderierne handler om ’et igangværende internt opgør mellem lokale grupper i området’. Men hvem er de lokale grupper, og hvad handler opgøret om?

LÆS OGSÅ: Skærpet strafzone deler vandene

- Sagen bunder i gamle konflikter, voldelige hændelser og uforsonlig uoverensstemmelse mellem stridende og kriminelle familier i Vollsmose. Det er med andre ord et lukket miljø med parter, der står i stærk modpol til hinanden, fortæller Per Franch, politikommisær i Fyns Politi.

Civilsamfundet forlanger ro

Ifølge Per Franch har de stridende parter efter sigende indstillet fjendtlighederne. Det er sket efter pres fra civilsamfundet og uden, at politiet har været i dialog med dem.

Da der i forbindelse med opgøret har været anvendt skydevåben, besluttede politiet den 6. februar alligevel at forlænge visitationszonen for at sikre, at borgerne, der bor og færdes i de berørte områder, kan færdes trygt og sikkert.

- En aftale om at indstille striden kan være skrøbelig, og vores erfaring viser, at visitationszoner er et godt forebyggende greb, der er med til at få våben væk fra det offentlige rum og forringer muligheden for voldelige konfrontationer, forklarer politikommissæren.

Med visitationszonen i Vollsmose kan politiet frem til den 21. februar klokken 12.00 visitere personer og køretøjer i bydelen uden at have en konkret mistanke og en sigtelse, som de ellers skal have ifølge Retsplejeloven. Muligheden for at indføre visitationszoner opstod i 2004 som et middel til at beslaglægge våben.

LÆS OGSÅ: Politiet forlænger visitationszone og skærpet strafzone

Ekstra ressourcer skal skabe tryghed

Politiet har siden skudepisoden haft fokus på at skabe tryghed i Vollsmose. Det fortsætter med visitationszonen, fortæller Per Franch og uddyber:

- Vi patruljerer intensivt og hyppigere, og vi har ekstra mandskab i området.

Har man informationer i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.

Historien kort

Den 24. januar var politiet massivt til stede i Vollsmose på grund af et skyderi i Bøgeparken omkring klokken 14.00. Flere patronhylstre blev fundet på stedet, men der var ingen meldinger om ramte. I forbindelse med efterforskningen blev en 23-årig mand anholdt og afhørt. Han blev efterfølgende løsladt.

Den 25. januar indførte Fyns Politi visitationszone i blandt andet Vollsmose for at sikre ro, orden og tryghed i Vollsmose og i Odense by som helhed.

Den 29. januar kl. 15.46 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Åsumvej. Den efterfølgende efterforskning viste, at der var afgivet skud umiddelbart før uheldet. I alt to biler var involveret i skudepisoden. Da den ene bil flygtede, ramte den en tredje og tilfældig bil. Politiet har ingen meldinger om tilskadekomne.

Den 6. februar forlængede Fyns Politi visitationszonen til og med den 21. februar klokken 12.00, da opgøret i området ikke var bragt til ophør, ifølge politiets efterforskning.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her