Spring navigation over

Elever og pensionister samledes til fødselsdag

Årets overraskelse til Abildgårdskolens fødselsdagsfest var cirkusartisterne Cian og Zhang Hjordt.

Elever, lærere og pensionister fejrede Abildgårdskolens 46-års fødselsdag med sang, taler, brunsviger og overraskelser den 1. februar.

En beatboxer, balletdansere og et kemishow har før været en del af underholdningen, når Abildgårdskolen fejrer fødselsdag den 1. februar. Alle publikummer sad derfor spændt på deres pladser og ventede nysgerrigt på årets store overraskelse, da Abildgårdskolen i år fejrede 46-års fødselsdag på Mulernes Legatskole.

Som sædvanligt blev det fejret med fællessang og taler udover den overraskende optræden.

- Skolen blev bygget i 1973, og siden har vi haft den tradition, at vi mødes, synger sange, holder tale og ser noget gøgl hvert eneste år. Det er en rigtig festdag, og jeg ser altid frem til, at vi skal samles alle sammen. Det er jo ikke så tit, det sker på sådan en stor skole med 450 elever og 80 medarbejdere, sagde Allan Feldskou, der har været skoleleder siden 1999.

 

Pensionister på banen igen

Nogle af dem, der var dukket op for at fejre skolen, var tidligere lærere. Pia Rosenlund er tidligere klasselærer i indskolingen og har arbejdet på Abildgårdskolen i 26 år. Hun stoppede for et halvt år siden, men var med for at hilse på sine gamle elever og kollegaer.

- Det er et rigtig fint arrangement og en rigtig hyggelig halvanden time, hvor vi er sammen. Og eleverne er så gode til at synge, lød det fra hende.

LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Danmarks historie på biblioteket

Også Per Vigandt, der stoppede som lærer for omkring fire år siden, var vendt tilbage til skolen i dagens anledning.

- Det er en god tradition at fejre skolens fødselsdag, så det vil jeg gerne være med til. Vi fejrede det på nogenlunde samme måde, dengang jeg arbejdede her, og jeg har også prøvet at være konferencieren på scenen. Jeg fortalte lidt flere vittigheder end konferencieren i dag, sagde Per Vigandt med et glimt i øjet.

 

Mange års traditioner

Hvert år kommer der nye overraskelser til fødselsdagsfesten. Dette år var det to cirkusartister, som også var far og søn.

500 par øjne i salen kiggede nysgerrigt på scenen, hvor artisterne optrådte med ild, farver og stylter.

- Vi prøver hvert år at finde en eller anden overraskelse, som kan passe til så mange børn som muligt. Det er altid  svært, men det var rigtig godt i år. Jeg kunne se, at især de yngste børn var tændt af det. For de ældste var det måske lidt langt og lidt mere kedeligt. Men nogle år er det mere målrettet de mindste børn og nogle år målrettet de største, forklarede Allan Feldskou.

LÆS OGSÅ: Vollsmose Kirke åbner ny malerskole i februar

Flere af eleverne, som Vollsmose Avisen talte med, syntes, at dagen var hyggelig og spændende. Siicido på 14 år havde dog håbet, at overraskelsen var det koreanske boyband BTS.

- Men skolen har ikke nok penge til at betale dem. Men det var også spændende at se mændene jonglere med ild, sagde hun og tilføjede:

- Jeg havde også forventet, at Allans tale ville være rigtig lang, men den var kort i år.

Efter overraskelsen, talerne og sang blev fødselsdagen sluttet af med brunsviger og saft til alle deltagerne.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her