Bliv klogere på dansk historie på biblioteket
08. februar 2019Vollsmose Bibliotek og Kulturhus tilbyder kursus i dansk historie og samfundsforhold for de personer, der har tænkt sig at tage indfødsretstesten.
For at få et dansk statsborgerskab har det siden 2015 været et krav, at man består indfødsretstesten. Det kan være svært for nogen at bestå, men nu er der hjælp at hente. Vollsmose Bibliotek og Kulturhus tilbyder et gratis kursus over 10 uger i dansk historie og samfundsforhold. Grundlaget er det materiale, der er udarbejdet i forbindelse med indfødsretstesten.
- Vores erfaring er, at det giver god mening at tilbyde et sådant kursus, siger Lars Hovgaard fra Vollsmose Bibliotek og Kulturhus.
Kurset er opbygget sådan, at man får et indblik i de vigtigste epoker i dansk historie samtidig med, at man får en forståelse for dansk demokrati og danske normer.
- Vi kan selvfølgelig ikke nå at gå i dybden, men vi kan give deltagerne et indblik. Derudover giver vi dem mulighed for at diskutere de emner, vi berører. Det, tror jeg, giver et ekstra udbytte, siger Lars Hovgaard.
Dansk på rimeligt niveau
Indfødsretstesten består af i alt 40 spørgsmål. For at bestå testen skal der svares rigtigt på 35 spørgsmål. Der er tre svarmuligheder til hvert spørgsmål.
- Det materiale, der er udarbejdet i forbindelse med testen, giver svar på 35 af de 40 spørgsmål - altså nok til at bestå. Men det er en forudsætning, at man er i stand til at læse og forestå det danske sprog på et rimeligt niveau, oplyser Lars Hovgaard.
Hvis man er interesseret i at deltage i kurset, kan man henvende sig til Lars Hovgaard på følgende mail larho@odense.dk eller på telefon 40 27 89 23. Der er plads til 30 personer, og der skal være minimum fem tilmeldte, for at kurset bliver gennemført. I så fald afholdes det fra den 3. april til den 5. juni.