Spring navigation over

Business-drømme i Birkeparken

- Hvis nogen har spørgsmål eller søger hjælp vedrørende et udenlandssemester,  så er de mere end velkommen til at kontakte mig, lyder det fra Abed Abou-Arab, der selv er på vej til udlandet for at studere. Han kan kontaktes via mail abed_arab@hotmail.com

Abed Abou-Arab fra Birkeparken er på vej til sit drømmestudie i international business og skal studere i både Dubai og San Francisco. Det er vigtigt, at unge tør at drømme stort, mener han.

22-årige Abed Abou-Arab griber bagud i erindringen og fanger i hukommelsen et billede af sig selv. Han sidder i Birkeparkens børnehus Atlantis i færd med at tegne et selvportræt. På papiret former stregerne konturerne af Abed i jakkesæt og slips på scenen foran en menneskemængde. Borg-mester i Odense. Det var barnedrømmen, husker han grinende tilbage. Siden er barndommens borgmesterdrøm blevet byttet ud med business-ambitioner og tanker om iværksætter-eventyr. Han er kommet gennem 10 år på H.C. Andersen Skolen, en studentereksamen, værnepligt og en bachelor i erhvervsøkonomi fra Syddansk Universitet. Med andre ord har der ikke været meget slinger i valsen i Abeds vej gennem uddannelsessystemet. I dag er han på vej til at tage det sidste skridt. Væk fra barndomshjemmet i Birkeparken, ud af velkendte Odense og hele vejen til Dubai i første omgang.

Abed Abou-Arab er blevet optaget på Hult International Business School, hvor han skal tage to kandidater. Én i international business og én i såkaldt disruptive innovation. I løbet af kandidatuddannelsen skal han både studere i Dubai og San Francisco og muligvis på flere af universitetets campusser i enten USA, England eller Kina.

- Det tiltaler mig rigtig meget, at uddannelsen giver mulighed for at komme så meget rundt. Det giver mulighed for at få netværk i hele verden. Jeg elsker at rejse, og jeg synes, at jeg vokser som person, når jeg er ude og møde andre mennesker og kulturer, fortæller Abed Abou-Arab.

 

USA ændrede alt

Under sit studie på SDU var Abed Abou-Arab et semes-ter på udveksling i San Diego i USA. Den oplevelse gav ham blod på tanden og satte gang i lysten til at opleve endnu mere af verden.

- Det semester var så fedt. Det var første gang, jeg skulle bo alene, og jeg var nødt til at være meget udadvendt for at møde mennesker. Jeg skulle nærmest være en ny person, og det ændrede mit livssyn. Førhen havde jeg nok flere fordomme om andre mennesker, end jeg har nu. I Odense var jeg ekstremt fokuseret på min skole og gik aldrig til fester. Men i San Diego opdagede jeg, at det sociale studieliv også er vigtigt, fortæller han.

Når han i efteråret har studiestart i Dubai, bliver det dog et anderledes udlandsophold.

- Det er en meget intensiv uddannelse, og jeg vil dedikere min tid til det faglige og engagere mig i skolens forskellige klubber, lyder det fra den kommende studerende, der har skullet skaffe omkring en halv million kroner via legater og fonde til at finansiere uddannelsen. Foreløbigt mangler han 150.000 kroner for at være i mål.

 

Følg dine drømme

Når Abed har fortalt kammerater og bekendte fra Vollsmose om sin udveksling i USA og studiestart i Dubai, har de sagt til ham: ’Gid det var mig’.

- Generelt møder jeg ikke så mange andre unge fra Vollsmose, der søger andre veje og drømmer stort. Der er andre muligheder end at blive læge og advokat, som mange forældre ønsker på deres vegne. Vi må godt have store eller anderledes drømme og ambitioner, siger han og understreger, at han med glæde vil hjælpe og støtte andre unge med at sætte og forfølge deres drømme.

Selvom drømmen for Abed Abou-Arab er at blive selvstændig, så vil han gerne først ud og have erfaring fra store virksomheder - helst i udlandet. Men selvom lysten til at komme ud i verden i øjeblikket er stor, så er han stadig optaget af sit barndomshjem.

- Jeg gad godt være en slags konsulent i Vollsmose, der hjælper unge med at få studiejobs og med at starte deres egne projekter. Mange har idéerne, men mangler lige det sidste skub og redskaberne til at føre dem ud i livet, siger han. 

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere