22-årig tiltalt for drabsforsøg i Fyrreparken
21. august 2019En 22-årig mand er tiltalt for drabsforsøg ved Retten i Odense for at have skudt tre gange gennem en dør til en lejlighed i Fyrreparken og ramt en 28-årig mand i maven og skulderen. Manden nægter, at det var ham, som affyrede skuddene, skriver Fyens.dk.
En 22-årig mand fra Vollsmose står tiltalt for drabsforsøg ved Retten i Odense, ifølge Fyens.dk. Tiltalen er på baggrund af den skudepisode, der fandt sted i Fyrreparken i oktober 2018. Her var en 28-årig mand var i livsfare efter at være blevet ramt af skud i maven og skulderen affyret gennem hoveddøren til sin lejlighed i Fyrreparken.
LÆS OGSÅ: 21-årig sigtet for forsøg på manddrab
Ifølge Fyens.dk nægter den 22-årige mand drabsforsøg og at have affyret skud. Sagen kører som en nævningesag, som i første omgang skal afgøre, om den 22-årige mand er skyldig eller ej. I nævningesager bliver spørgsmålet om skyldig eller ikke skyldig afgjort af nævningene og dommerne i fællesskab. Bliver han kendt skyldig skal der bagefter udmåles en straf. Der forventes at falde dom onsdag den 4. september.