Beskæftigelse
Et gennemgående træk ved boligområderne under BoligSocialt Hus er, at en stor del af beboerne er uden for arbejdsmarkedet. Mange af de ledige beboere har desuden andre udfordringer end ledighed og er derfor langt fra ordinær beskæftigelse. Nogle mangler jobsøgningsfærdigheder og har ikke kendskab til kulturen på en arbejdsplads. Andre mangler sprogkundskaber, har fysiske eller psykiske lidelser eller familiære problemer. Her er der behov for en ekstra indsats, der kan støtte den enkelte i en udvikling væk fra ledighed og udsathed og ind i et liv med uddannelse, arbejde og adgang til gode fællesskaber med andre.
I et tæt samarbejde med det kommunale beskæftigelsesområde arbejder BoligSocialt Hus for, at flere beboere kommer i arbejde gennem indsatser som mentorforløb for jobparate og aktivitetsparate samt generel beskæftigelsesrådgivning.