Den boligsociale helhedsplan er godkendt
01. juli 2024Den boligsociale helhedsplan for 2024-2028 er netop blevet godkendt af Odense Byråd. Planen er blevet til i et tæt og godt samarbejde mellem beboere, boligorganisationer, Odense Kommune og Landsbyggefonden. Planen betyder, at ca. 12.000 beboere i udsatte boligområder i Odense også de kommende fire år får støtte til et liv med øget trivsel, tryghed og livschancer. Det er vi i BoligSocialt Hus rigtig glade for.
BoligSocialt Hus er dog ikke kun i forandring ift. den ny helhedsplan. Vi skal desværre også sige farvel til vores chef Ole Jensen, som efter 8 år i spidsen for vores hus har valgt at søge nye muligheder og udfordringer i joblivet.
BoligSocialt Hus siger en stor tak til Ole for hans kæmpe indsats i det boligsociale arbejde og ønsker ham al mulig held og lykke fremover.
Ledelsen af BoligSocialt Hus overtages af Conni Gripping, der tiltræder chefstillingen den 1. juli 2024 .