Boligsociale kulturcaféer skal bekæmpe ensomhed i udsatte områder
25. marts 2021 Boligsociale kulturcaféer i boligområder som Vollsmose, Rising og Korsløkken i Odense skal sikre, at frivillige fællesskaber får nyt liv, når samfundet genåbner. ArkivfotoBoligSocialt Hus, AOF Center Odense, Café Paraplyen og Faglige Seniorer er gået sammen om at udvikle folkeoplysende aktiviteter og fællesskaber, der skal bekæmpe ensomhed i flere udsatte boligområder i Odense. Projektet er støttet af BL - Danmarks Almene Boliger med en halv million kroner.
Coronakrisen og lange perioder med et nedlukket samfund har betydet, at både børnefamilier og ældre i Odenses udsatte boligområder er blevet mere isolerede og afkoblet fra de fællesskaber, de ellers har været en del af. Det viser en analyse fra Mødrehjælpen. Det samme oplever boligsociale medarbejdere i BoligSocialt Hus, der blandt andet arbejder på, at flere beboere i Vollsmose, Ejerslykke, Korsløkken, Rising og Skt. Klemensparken skal være en del af gode fællesskaber og deltage aktivt i samfundet.
Derfor skal nye boligsociale kulturcaféer i flere udsatte boligområder i Odense sikre, at de frivillige fællesskaber får nyt liv i en tid med afstandskrav, men også når samfundet genåbner.
”Vi skal skabe lettilgængelige veje ind i nye fællesskaber for de beboere, der føler sig ensomme. Derfor bliver beboerhusene i boligområderne platformen for kulturcaféernes aktiviteter og de frivillige, der vil være med til at drive projektet,” fortæller Katrine Frederiksen, der arbejder med foreningsliv og frivillighed i BoligSocialt Hus.
Folkeoplysningen rykker ud
Aktiviteterne i de boligsociale kulturcaféer vil fx bestå af såkaldte Opgangsambassadører, der skal etablere afstandsfællesskaber. Der skal derudover tilbydes fysiske fællesskaber i beboerhusene - i det omfang, det er muligt at forsamles - gennem undervisning, foredrag, koncerter, motion og kreative fag.
Som en del af projektet udvikler AOF Center Odense og BoligSocialt Hus også kursustilbud til beboerne, som skal have muligheden for at blive støttet og hjulpet ind i tilbuddet af en frivillig aftenskole-kursist.
”Inspirerende og inddragende folkeoplysning er med til at skabe aktive, demokratiske og nysgerrige medborgere, men meget få beboere fra udsatte boligområder benytter sig af vores tilbud. Derfor vil vi være med til at sikre, at den almene folkeoplysning også kommer udsatte målgrupper til gavn, og at alle får adgang til fællesskaber og viden,” siger skoleleder på AOF Center Odense, Gitte Overgaard.
Frivillige beboere spiller vigtig rolle
Projektet har fået 558.940 kroner gennem BL - Danmarks Almene Boligers pulje til fællesskabsfremmende indsatser, der skal modarbejde ensomhed og selvisolation i de almene boligområder. Første fase af projektet er allerede gået i gang. Det vil sige, at BoligSocialt Hus er ved at mobilisere og rekruttere frivillige, der skal være med til at arrangere og afvikle aktiviteterne.
”Udfordringen med ensomhed er ikke ny, og der er allerede flere frivillige beboere, der har et ønske om og vil være en del af, at vi tager hånd om dem, der har været ekstra presset af det seneste års isolation og begrænsede sociale muligheder. Nu har vi samlet et stærkt hold til at skabe holdbare og bæredygtige løsninger sammen med beboerne i områderne, så flere borgere på tværs af etnicitet, sociale og økonomiske lag i samfundet kan mødes om et fælles tredje,” siger Katrine Frederiksen.
Også organisationen Faglige Seniorer og netværket Café Paraplyen er en del af projektet. Café Paraplyen vil blandt andet udføre sociale ’drive out-aktiviteter’ i områderne. De boligsociale kulturcaféer vil blive oprettet i områder, hvor der er interesse fra beboere og lokale aktører.