Beboere stemmer ja til ny helhedsplan
16. april 2021 Et stort flertal i Rising, Korsløkken og Ejerslykke har stemt ja til en ny boligsocial helhedsplan.Et flertal i Korsløkken, Rising og Ejerslykke har stemt ja til boligsociale aktiviteter de kommende år. Det betyder, at den nye boligsociale helhedsplan for de tre områder nu er blevet godkendt af beboerne og skal videre til godkendelse hos de politiske udvalg i Odense Kommune.
I løbet af april har beboerne i Korsløkken, Rising og Ejerslykke taget stilling til, om de ønsker en ny periode med aktiviteter som familierådgivning og tryghedsvandringer. Nu er stemmener talt op, og i alle de tre områder er den nye boligsociale helhedsplan blevet godkendt af et stort flertal.
Planen løber fra 2021-24 og skal styrke den sociale udvikling i områderne gennem en række aktiviteter, der skal hjælpe flere beboere i job og uddannelse, give børn og unge de bedste muligheder i livet, støtte frivillige og foreninger samt skabe større tryghed.
”Jeg er rigtig glad for, at beboerne i den grad bakker op om vores boligsociale arbejde, for beboernes engagement og støtte er altafgørende for, at vi kommer i mål med vores indsatser. Sammen skal vi sikre, at der bliver ved med at være skub i den gode udvikling i områderne,” siger Ole Jensen, chef for BoligSocialt Hus.
Det er den organisation, der står for de boligsociale helhedsplaner i Korsløkken, Rising, Ejerslykke og Vollsmose.
Et flertal i alle områder
Afstemningen blandt beboerne måtte foregå via brev på grund af forsamlingsforbuddet og corona.
I Rising stemte 294 ja og 43 stemte nej. I Korsløkken var der 298 stemmer for planen og 32 imod. I Ejerslykke stemte 219 ja og 36 nej.
Det er ikke kun beboerne, der skal godkende den boligsociale helhedsplan for 2021-24. Også politikerne i Odense Kommune og Landsbyggefonden skal den kommende måned tage stilling til planen, der er sat til at begynde den 1. juni 2021.