Ny bestyrelse i Vollsmose Sekretariatet
01. februar 2019Hvor sekretariatets tidligere bestyrelsesmedlemmer primært var hentet på direktionsgangen hos de enkelte parter, består bestyrelsen nu primært af parternes administrative ledelse på chefniveau.
I kølvandet på beslutningen om, at Vollsmose Sekretariatet nu er et rent boligsocialt sekretariat, vedtog Vollsmose Sekretariatets bestyrelse på det sidste bestyrelsesmøde i 2018, at der skulle nedsættes en ny bestyrelse. Det skete torsdag den 31. januar, hvor den nye bestyrelse konstituerede sig.
Bestyrelsen er fortsat sammensat af repræsentanter fra kommune, boligorganisationer og beboerdemokrati samt en række eksterne parter. Men hvor bestyrelsen frem til 2018 var repræsenteret ved direktionen hos de enkelte parter, er den nu sammensat af repræsentanter fra parternes administrative ledelse på chefniveau. Således bliver bestyrelsen mere praksisnær og kan medvirke til at understøtte den boligsociale helhedsplans tiltag i eget organisatoriske bagland.
Fortsat fokus på uddannelse, beskæftigelse og styrket civilsamfund
Vollsmose Sekretariatet vil fortsat have et stærkt og vedholdende fokus på at få flere beboere i job og uddannelse samt styrke civilsamfundet gennem en række boligsociale indsatser. På den måde kan sekretariatet være med til at understøtte, at Vollsmose også i 2019 fortsætter den gode udvikling med en stigende beskæftigelses- og uddannelseskurve, så bydelen over årene udvikler sig fra at være et belastet boligområde til at blive en bidragende bydel i Odense.