Spring navigation over

Flere skal stemme i Vollsmose

Serge Bodjo (tv) og Hilal El-Hellou (th) under optagelserne til den tredje valgvideo, som skal få de unge i Vollsmose til at stemme. 18-årige Hilal El-Hellou skal selv prøve at stemme for første gang, når der er kommunal- og regionsvalg den 21. november.

En brainstorm om kommunalvalg satte gang i de kreative idéer i Vollsmose. Nu laver bydelens unge valgvideoer for at få andre unge til at stemme.

– Hey, har du set det valgkort, vi har fået? Skal vi ikke følges op til Camp U og stemme til kommunalvalget den 21. november?

Optagelserne er i fuld gang til en valgvideo, der vil skabe dialog blandt de unge i Vollsmose og få dem til at tage aktivt stilling til, om de vil stemme eller ej.

Initiativet til videoerne kom, da Vollsmose Sekretariatet i september havde inviteret en lang række beboere til en brain storm om, hvordan man kan få flere beboerne i bydelen til at deltage i kommunal- og regionsvalget og bruge deres stemme.

Iværksætter og indehaver af Q’s Barber Shop, Qasim Ahmed, var med til mødet og bragte idéen om valgvideoer til de unge på bordet.

Må godt være sjovt

For 34-årige Qasim Ahmed er det nemlig vigtigt, at budskaberne om valget bliver serveret til de unge med et strejf af humor.

– Det må gerne være både seriøst og sjovt. Det behøver ikke være kedeligt, fordi det handler om valg. Videoerne må godt give et smil på læben, siger Qasim Ahmed og fortsætter:

– Vi skal ind i de unges hverdag og fange dem der, hvor de er. Facebook er lige i lommen på mobilen, og her kan vi fortælle dem, at de selv kan være med til at påvirke mange forskellige ting i deres hverdag, hvis de bare gider at stemme.

LÆS OGSÅ: Unge vil få andre unge til at stemme

Fælles indsats

Selvom Qasim er manden bag den gode idé, så lægger han ikke skjul på, at det udelukkende er på grund af godt teamwork, at videoerne er blevet til noget.

– Det er bare min idé. Alle de unge, der både spiller med og filmer, det er dem, der gør arbejdet. De gør det fantastisk, siger en tydelig glad Qasim.

Han fortæller i samme åndedrag om samarbejdet med Vollsmose Sekretariatet, der har understøttet processen lige fra brain storm til optagelse.

– Der har været meget praktisk, vi skulle have styr på, og der har Vollsmose Sekretariatet været gode til at komme med hjælp og inspiration undervejs, fortæller Qasim.

Bydelskonsulent i Vollsmose Sekretariatet, Ida Sørud, har været sparringspartner for ’video-gruppen’ gennem hele processen. Hun slår fast, at det er beboerne, der bedst ved, hvordan valget bliver vedkommende og interessant for dem, der bor i Vollsmose:

– Det er beboerne, der ved, hvad der virker, og så kan vi sørge for at skabe en ramme og et forum, hvor idéerne kan blomstre. Qasim kom med en vildt god idé og var straks med på at finde nogle unge, der kunne være med, og så har vi i Vollsmose Sekretariatet understøttet det gode initiativ, så det blev ført ud i livet, slutter Ida Sørud.

Den første af de unges videoer handler om, når valgkortet lander i postkassen.

En brainstorm om kommunalvalg satte gang i de kreative idéer i Vollsmose. Nu laver bydelens unge valgvideoer for at få andre unge til at stemme.

Seneste Artikler

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere