Spring navigation over

Nedrivning af problemer i Vollsmose er et fælles ønske

De to boligorganisationer i Vollsmose er enige med flere byrådspolitikere i, at man bør gå drastisk til værks for at fjerne Vollsmose fra ghettolisten. Og netop derfor skal der fortsat arbejdes med at åbne Vollsmose op – ganske som den eksisterende byudviklingsplan foreskriver, mener boligdirektørerne for Civica og FAB.

Forleden var den konservative spidskandidat Søren Windell ude med et forslag om at erstatte højhuse i Bøgeparken og Birkeparken med ungdomsboliger, ældreboliger og rækkehuse. Et forslag som Odenses viceborgmester, Brian Dybro (SF), erklærede sig ganske enig i. Begge politikere ser nedrivning som et af de greb, der kan bruges for at dæmme op for det parallelsamfund, der hersker i nogle miljøer i Vollsmose.

I boligorganisationerne Civica og FAB, der huser de godt 9.200 mennesker i Vollsmose, mener boligdirektørerne også, at der skal skrues på flere knapper, hvis der skal laves effektive forandringer i Vollsmose.

– Nedrivning af problemer er et fælles ønske, hvis man kan sige det sådan. Jeg tror, at både kommune, boligorganisationer og beboere i Vollsmose er enige om, at der skal ske noget radikalt i bydelen, hvilket byudviklings- og infrastrukturplanen ’Fremtiden Vollsmose’ er et levende bevis på, siger direktør for Civica, Jens Pilholm og henviser til den store ombygning af Vollsmose, der blev skudt i gang i sidste måned og ventes at stå færdig ved udgangen af 2020.

Illustration: Effekt har lavet illustrationen, der skitserer planen over fremtidens Vollsmose med både bygade promenade, letbane, oplevelsessti og sivegader.

Vollsmoses skal modnes til erhverv og investeringer

Overordnet handler ’Fremtidens Vollsmose’ om at skabe bedre forbindelse til, fra og igennem Vollsmose. Der skal etableres nye veje, og stisystemet skal udbygges. Derudover er det planen, at Odense Letbane Linje 2 skal løbe gennem hele bydelen og supplere den nye centrale bygade, som skal forlænge Odense centrum ind i Vollsmose.

Den ambitiøse byudvikling arbejder ind i mål om et tryggere Vollsmose med flere i arbejde og uddannelse – en udvikling, der skal bane vejen for at tiltrække investeringer og mere erhverv til bydelen.

Derfor er direktørerne for de to boligorganisationer i Vollsmose også helt med på de politiske vinde, der lige nu blæser i retning af nye boformer, en mere blandet beboersammensætning samt salg af byggegrunde i Vollsmose.

– Det er en klar forventning, at byudviklingen i Vollsmose kan skabe forudsætning for på sigt at tiltrække erhvervsliv og nye investeringer – og dermed også lokale arbejdspladser i bydelen. Ikke mindst på grund af bydelens centrale placering og uudnyttede potentiale, siger Jacob Michaelsen, der er direktør i FAB.

Han mener dog ikke, at det er en udvikling, der sker over natten.

– Byggegrunde i Vollsmose vil ikke gå som varmt brød i morgen. Det kræver blandt andet en mere veludbygget infrastruktur, hvis det skal være attraktivt for virksomheder at investere i bydelen. Derfor er der ingen tvivl om, at den byudviklings- og infrastrukturplan – som boligorganisationerne, Odense Kommune og beboerne netop nu i fællesskab ruller ud for fuld kraft – på sigt vil gøre Vollsmose attraktiv for erhvervslivet, siger Jacob Michaelsen

Vi skal arbejde sammen

Civicas direktør Jens Pilholm understreger, at han finder det helt forståeligt, at man gerne vil se resultater her og nu i Odenses berømte og berygtede bydel.

– Vollsmose er landets største udsatte boligområde og bonner negativt ud på fire ud af fem ghettokriterier. Mange af Vollsmoses børn løfter på en uendelig tung social arv. Derfor er det naivt at tro, at vi kan lave snuptagsløsninger i bydelen. Men det er helt centralt for udviklingen af Vollsmose, at kommune, boligorganisationer og beboere fortsat arbejder sammen om at løfte bydelen gennem fysisk byudvikling, social udvikling og et vedholdende fokus på erhverv og investeringer. Samarbejde og en koordineret indsats er midlet til at nå målet, slutter Jens Pilholm.

De to boligorganisationer i Vollsmose er enige med flere byrådspolitikere i, at man bør gå drastisk til værks for at fjerne Vollsmose fra ghettolisten. Og netop derfor skal der fortsat arbejdes med at åbne Vollsmose op – ganske som den eksisterende byudviklingsplan foreskriver, mener boligdirektørerne for Civica og FAB.

Seneste Artikler

Opskrifter til at undgå madspild

Læs mere

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere