”Vi har store hjerter og plads til alle”

Sarwa Sharif og Amal Sadiiq Carab Afeey fra Bøgeparken har startet Vollsmose Beboercafé for at tilbyde et fællesskab for de kvinder og børn, der føler sig isolerede og ensomme på grund af corona. Her skal gåture, fysisk træning og tegning gøre godt for krop og sjæl.

Det er en kold, stjerneklar tirsdag aften, og jeg befinder mig i lyset af en lygtepæl ved Bøgeparkens Beboerhus, hvor jeg venter på Sarwa Sharif. Hver tirsdag og torsdag aften klokken 19 mødes hun med en lille gruppe af kvinder for at gå en tur. Det er blot et af mange tilbud i Vollsmose Beboercafé, som Sarwa Sharif og Amal Sadiiq Carab Afeey startede i december.

Mens jeg venter, tænker jeg på den isolation, jeg selv har følt i de sidste par måneder, hvor Danmark har været lukket ned. Før corona var jeg aktiv i en kvindegruppe, og hold nu op hvor jeg savner det samvær. Jeg er spændt på, om denne gåtur kan opfylde noget af det savn. Jeg er bekymret for, om det er en lille, lukket gruppe af kvinder, hvor det som ny kan være svært at komme ind. Og jeg er bekymret for, om jeg mon har nok tøj på, for det er råkoldt.

Ud af gadelampernes skær ser jeg silhuetterne af to kvinder nærme sig. Jeg kan høre, at de griner og deres snak fylder parkeringspladsen. Det er Sarwa Sharif og Medina Ahmad Alali. De fortæller, at de sammen med nogle af caféens andre kvinder tidligere på dagen har afprøvet en ny form for træning, der hedder tabata. Efter blot 30 minutter var de alle så udmattede, at de lavede afspændingsøvelser resten af timen. De to kvinder er enige om, at tabata skal være en fast del af Vollsmose Beboercafés ugentlige aktiviteter, for det kan være svært at få brugt kroppen og musklerne i en hverdag, hvor corona sætter mange grænser for en aktiv fritid. Valget om at bruge tid på afspændingsøvelser giver god mening for de to initiativtagere, Sarwa og Amal. For det er lige så vigtigt at holde psyken sund som at holde kroppen i fysisk form, mener de. Derfor kan kvinder i Vollsmose også mødes om yoga og mandalamaling, der fungerer som stressterapi, i beboercaféen.

 

Minder om italiensk oldemor

”Skal vi gå?” spørger Sarwa.

Og det skal vi. Det er derfor, jeg er her. Jeg har, udover afsindige mængder af uld, iført mig mine edderkoppesanser for at få det ekstra lag af sanselige oplevelser med, som denne form for tekst foreskriver. Vi bevæger os i retning mod Birkeparken ad stierne. Gåturen starter altid foran beboerhuset og går derfra til Odense Banegård. På vejen samler de andre kvinder op, efterhånden som de kommer forbi deres hjem.

Jeg bliver helt varm indeni, for det er ligesom i mine teenageår med varme sommeraftner hos min oldemor i Italien. Hver aften mødtes to af pigerne fra den lille landsby og gik mod et fast samlingssted. Efterhånden som de bevægede sig igennem landsbyen, blev gruppen af os teenagere større og større. Det er det samme, kvinderne fra Bøgeparken gør.

Vi er kommet ud af Bøgeparken, og snakken om Vollsmose Beboercafé går rask derudad. Formålet med caféen er at bryde med følelsen af isolation. De to stiftere har virkelig kæmpet for at lave et bredt udvalg af aktiviteter for brugerne af deres café, men en forsamlingsgrænse på fem personer gør det lige nu svært. Derfor skal man tilmelde sig deres aktiviteter gennem deres Facebookgruppe. Alt efter hvor mange der tilmelder sig, opretter de et passende antal hold, så der ikke er flere end fem kvinder til stede ad gangen. De har netop også startet en lær-dansk-café, hvor kvinder kan mødes og øve sig i sproget, fortæller Sarwa.

En teenager på løbehjul kommer imod os. Vi træder til siden for ham, og Sarwa fortæller, at de også er i gang med at oprette mor/barn-gymnastik, der skal styrke relationen mellem mor og barn og barnets motoriske og sociale kompetencer. De har også planer om at starte en fredagscafé for børn, hvor børnene i hold kan hygge med film, popcorn, brætspil og forskellige former for kreative tilbud.

”Folk har brug for at komme ud og møde andre,” siger Sarwa Sharif.

Og i mit stille sind giver jeg hende ret. Midt i mørket, kulden og semi-lockdown har sætningen en højtidelighed over sig, der får mig til at nikke stille og tænke på mine egne børns frustrationer over at være afskåret fra skole, venner og fritidsaktiviteter.

 

En kold, men hjertevarm aften

Det er koldt, men jeg fryser ikke - ikke så meget i hvert fald. Vi nærmer os Mølleløkkevej, og en kvinde står længere fremme på stien og tramper i jorden for at holde varmen i fødderne. Både Sarwa og Medina vinker til hende. Det her er et af de faste opsamlingssteder på deres tur. Jeg bliver præsenteret for Jihan Faraman, som smiler stort til mig, da jeg fortæller, hvorfor jeg er med på dagens gåtur. Hun siger, at det er den værste dag, jeg har valgt at gå med, fordi de er så trætte efter dagens træning. Vi griner alle fire. Om de er trætte eller ej, så nyder jeg min tid i selskab med dem.  For selvom det er mørkt og koldt, og man i de sporadisk fordelte gadelampers lys kan se kvindernes frostrøde kvinder, og jeg kan mærke min næse løbe en smule, så er den her gåtur tydeligvis fyldt med hjertevarme og grin. 

Det er også primært selskabet og motionen, der får Medina og Jihan med på gåturene.

”Jeg kan godt gå alene, men det er altså sjovere, når vi er flere,” siger Medina, inden hun sætter i løb og fortsætter et godt stykke frem på stien.

Jihan smiler og fortæller, at det gør Medina tit det der med at løbe i forvejen. Hun synes simpelthen, vi er for langsomme. Medina kommer tilbage. Både hun og de andre fremhæver, at det er fællesskabet, der er det vigtigste ved beboercaféens aktiviteter. Her kan alt fra gode historier fra hverdagen, fortællinger fra gamle dage til hverdagsproblemer blive delt og drøftet. Og der er ingen problemer, der er for store eller for små til at blive vendt.

”Vi har store hjerter og plads til alle,” siger Sarwa.

Efter tre kvarter i kvindernes selskab er jeg ikke i tvivl om, at det er sandt. 

 

Venskaber på tværs

Vi er nået til Kræmmermarken Havekoloni og stopper under en gadelampe, hvor vi skiftes til at tage billeder af hinanden. Det er vigtigt for Sarwa at dokumentere, hvad der sker i Vollsmose Beboercafé, for hun er sikker på, at det motiverer kvinderne til at holde fast i det fællesskab, der er opstået de sidste par måneder.

Selvom de tre kvinder, der er med på turen i dag, alle er kurdere, er de kvinder, der ellers deltager i beboercaféens aktiviteter, et stort virvar af nationaliteter. Alle kvinder er velkomne og har til fælles, at de vil venskaber på kryds af kulturer, sprog, nationaliteter og religioner.

Vi begiver os tilbage mod Bøgeparken. De tre kvinder snakker arabisk, og jeg nyder at lytte til dem. Himlen er helt skyfri, og det er som om, den frostkolde nat får stjernerne til at spejle sig i iskrystallerne på den kolde jord. Luften dufter af gryderet og vaskepulver, og jeg opdager, at jeg igen kan mærke mine tæer.

En af kvindernes datter har haft problemer med NemID, og de to andre kvinder har givet hende gode råd til, hvordan de kan løse dette, fortæller Sarwa og forklarer, at det er et godt eksempel på de hverdagsproblemer, de hjælper hinanden med.

Jeg kan ikke lade være med at smile. For her midt i en mørk aften, der er så kold og smuk, at den nærmest hører et eventyr til, og hvor samtalen netop har handlet om det storslåede og varme fællesskab på tværs af kvinder i Vollsmose, så er det blandt andet fuldstændigt kedelige, trivielle hverdagsting som NemID, vi også alle har til fælles.

Vores gåtur er ved at være slut, og jeg tager afsked med Sarwa foran fælleshuset. Det er faktisk en lidt vemodig følelse at sige farvel. Jeg har elsket at være med på den her gåtur, og jeg har elsket at tilbringe tid med de andre kvinder. Nu står jeg igen under gadelampen, hvor jeg startede min aften, og selvom jeg fryser latterligt meget, giver jeg mig tid til at stå et par minutter og lade det hele synke ind. Det kræver lige et øjebliks stilhed.

Det er utroligt, at Sarwa og Amal på så kort tid har formået at oprette et sted, hvor der på trods af corona-restriktioner har kunnet vokse fællesskaber. Jeg smiler overbærende over mig selv og min bekymring for, om det var en lille, lukket gruppe af kvinder, som var svær at komme ind i, for den tanke har kvinderne godt nok gjort til skamme. Jeg smiler for mig selv over, hvad Sarwa sagde:

”Vi spiser slik, vi dyrker motion og vi hygger os.”

Måske er det egentlig en meget kort og præcis forklaring på, hvad der sker i Vollsmose Beboercafé. Og i morgen vil jeg så fortsætte med at ligge på min sofa og se alt for mange, alt for dårlige serier. For selvom der er en ny gåtur at se frem til på torsdag og alle uger efter, så er der jo stadig corona-lockdown. Men mon ikke jeg fremover vil være meget mere opmærksom på, hvad der sker i Vollsmose Beboercafé?