Spring navigation over

Reportage: Fodboldpiger mødte Gellerup på grønsværen

Den 22. oktober tog U11-pigerne fra 1909 til Gellerup for at spille mod ACFC’s U14-piger. Foto: Kenneth Kongensgaard fra 1909

Turen gik til Gellerupparken, hvor U11 pigeholdet fra B1909 tog del i en turnering imod ACFC fredag den 22. oktober. Herefter blev Gelleruppigerne og B1909 kørt over til Viborg stadion for at se kvindelandsholdet spille mod Bosnien.

Tekst: Jomanna El-enazi, beboerjournalist

Stemningen i bussen er rolig. Pigerne snakker, og der bliver delt slik ud mellem hinanden. Træneren farer rundt og tæller, om der mangler nogle fra holdet. Imens morer pigerne sig med at citere Tik Tok’s.

Vi ankommer til Aarhus cirka klokken 12. Og som altid med et pigehold på 20 hersker kaosset.

”Hvor skal vi klæde om? De her shorts passer mig ikke. Jeg skal tisse.”

Trænerne farer rundt og gør deres bedste for at holde styr på dem. Elan, træneren for det unge pigehold, prøver desperat at skabe orden og ro. Hun inddeler pigerne i hold af tre og giver holdene et kaldenavn hver: Manchester United, FC Barcelona og Liverpool. De skal spille mod U14 pigerne fra ACFC. Og så begynder kampene.

Manchester starter mod ACFC. Manchester skyder på overliggeren, hvorefter holdspiller Inas med det samme scorer kampens første mål. Inas angriber igen, men målmanden redder den. Kampens andet mål bliver scoret, og der står 2-0.                 

Næste hold kommer på banen. ACFC mod Liverpool. De første 3 minutter sker der ikke noget. Indtil en af ACFC’s spillere snubler over luften, og tilskuerne bryder ud i grin.

Atmosfæren er anderledes nu, da Aarhus-holdet er på banen, sammenlignet med da Odense holdene var. Eftersom Odense ikke er på hjemmebane, hører størstedelen af tilskuerne til århusianerne, og derfor er de mere oppe at køre, når deres hold spiller.

Banen bliver fyldt med råb og jublen: “Kom så ACFC”.

Endnu en spiller falder hårdt, da en defensiv spiller spænder ben, dommeren fløjter, og der er frispark til angriberne.

Ud af de tre Odense hold kom Manchester som det eneste til semifinalen, men tabte kampen mod ACFC.

Nu er det fjerde hold fra Odense klar til at spille mod U14 pigerne fra ACFC. Kampen er intens, da pigerne fra ACFC er større. Alligevel vinder Odense pigerne med 3-2. Kampen slutter.

Så begynder maratonet om at få mere end 50 piger ind i en bus og klædt om uden skænderier og glemte ting.

Kenneth Kongensgaard, der er træner i B1909, sidder klar i bussen som en af de første:

“Det har været rigtig godt, at man har kunnet lave den her tur både for Gellerups piger og Vollsmoses piger. Det er gået godt, vi har spillet fodbold mod hinanden og med hinanden. De havde det virkeligt godt i arrangement oppe ved ACFC. Vi spiste god mad, og nu tager vi til fodboldlandskampen med kvindelandsholdet. Det er tydeligt at se, at pigerne ser op til disse dygtige fodboldspillere. Det betyder meget for dem at få denne oplevelse,” siger Kenneth.

Hvordan var det at arrangere turen til Gellerup?

“Der har været rigtig mange ting. Stor ros til trænerne Sabrin og Elan. Man skal huske, at når man laver sådan en tur for så mange børn og så mange voksne, så kræver det en del arbejde at få det hele koordineret. Få det til at passe med de spillere i forhold til de antal hold, vi har tilmeldt turneringen. Eksempelvis kom der afbud i går kl. 21-22. Så skulle der findes en ny en i sidste øjeblik. Men det er faktisk lykkedes, og det er rigtig stærkt,” siger Kenneth.

Nu kan pigerne se frem til en times kørsel mod Viborg med 30 andre piger. Pigerne sidder parvist på anden etage. Stemningen emmer af snakken, slik og hygge.

“Det er meget hyggeligt at prøve noget udover det, vi plejer at lave. Det er sjovt at sidde i en bus og hygge med sine venner,” siger holdspiller Inas med et smil på læberne.

Pigerne ankommer på Viborg Stadion. Der bliver taget billeder, og stemningen er høj. Banerne bliver viftet med ordene: “Kom så Danmark, kom så Danmark!”

Da vi er omkring 70 personer, kræver det en stor indsats at finde alles pladser. Men pladserne bliver fundet, og pigerne sætter sig ned. Holdånden fylder stadionet: “Kom så Danmark, kom så Danmark!”

Dannebrog bliver viftet med, stemmerne fylder stadionet, fansene klapper synkront, og Danmark bliver råbt endnu højere. Så scorer Signe Bruun kampens første mål, men ikke det sidste.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere