Brevkasse: Når opholdstilladelsen udløber
21. december 2021 Kristine Busk Folkmann er daglig koordinator, Javeenan Jeyasothinayagam er projektmedarbejder og Arif Salam er PROP projektmedarbejder i Den Frie Rådgivning.Spørgsmål til Den Frie Rådgivning
Hej,
Jeg er 17 år og går i 2.G. Min opholdstilladelse udløber i februar 2022, og jeg skal for første gang selv søge om at få den forlænget. Mine forældre er ik’ inde i det danske system, så jeg er helt alene med det her... Jeg hører fra bekendte, at det kan have en betydning, at jeg er familiesammenført til min far, som kom til Danmark som flygtning. Mine venner siger, at jeg skulle have sendt ansøgningen 3 måneder før udløbsdatoen på min opholdstilladelse. Men skal jeg være opmærksom på andet?
Venlig hilsen Ajay
Svar fra Den Frie Rådgivning
Tak for dit gode spørgsmål, Ajay!
Kig i det brev, du/I har fået fra Udlændingestyrelsen, hvor de har skrevet meget overordnet, hvordan du søger, og at du er familiesammenført til din far. Tjek op på betingelserne på nyidanmark.dk for at kunne få forlænget opholdstilladelse, da de godt kan ændre sig. Herunder gennemgår vi de overordnede betingelser for at få forlænget din opholdstilladelse:
Fast bopæl og boligkrav
Det er et krav, at din far er fastboende i Danmark, og at du bor hos ham. Boligen skal have sin egen indgang og være af rimelig størrelse. Din far skal enten eje eller leje den bolig, I bor i. Der må højst bo 2 personer pr. beboelsesrum i boligen, og ellers skal boligens areal som minimum være på 20 m² pr. person (tjek boligkontrakten).
Selvforsørgelseskravet
Din far må ikke have modtaget kontanthjælp, revaliderings-, ressourceforløbs- eller integrationsydelse, siden du fik din opholdstilladelse. Han må fortsat ikke modtage disse ydelser. Dog må han gerne have modtaget dagpenge, SU eller pension i mellemtiden.
Undtagelser fra kravene
Der kan være undtagelser fra ovenstående krav, fx kan kravene til din far i forbindelse med jeres familiesammenføringssag i sin tid være mildere, fordi han havde/har opholdstilladelse på baggrund af asyl. Tjek det første brev fra Udlændingestyrelsen vedr. din opholdstilladelse for at finde ud af, hvilke krav din far skulle opfylde i sin tid. Bemærk, at hvis grunden til, at der blev set bort fra kravet, ikke længere er til stede, vil din far skulle opfylde kravene.
Gebyr
Det koster som regel 2.960 kr. at få ansøgningen behandlet af Udlændingestyrelsen. Du kan være fritaget for gebyr, hvilket du kan læse i brevet fra Udlændingestyrelsen. Betal gebyret, hvis du er usikker, da dette vil blive tilbagebetalt, hvis du er fritaget. Hvis du trykker ”fritaget” og sender ansøgningen, og Udlændingestyrelsen mener, at du ikke er fritaget, vil de automatisk give afslag på din ansøgning, og du skal derfor starte på ny.
Sagsbestillings-ID
Når du har betalt gebyret/trykket ”fritaget for gebyr”, får du et sagsbestillings-ID. Husk at notere ID’et ned, da det hverken vil fremgå af din ansøgning efterfølgende eller i Udlændingestyrelsens system, hvis du vælger at gemme halvvejs i ansøgningen og lukke ned.
HUSK:
Gem kvittering på fremsendte ansøgning.
Bestil tid til biometri inden for 4 uger.
OBS!
Dét, der står i brevet fra Udlændingestyrelsen, er, at man tidligst kan søge 3 mdr. før udløbsdatoen. Du kan altså først søge fra november 2021, da din opholdstilladelse udløber i februar 2022. Du er derfor ikke sent ude.
Held og lykke med din situation!
De bedste hilsner,
Den Frie Rådgivning
Den Frie Rådgivning
har telefontid mandag - torsdag
fra kl. 9.00 - 14.00, hvor det er muligt at bestille tid til rådgivning på 63 75 08 56
Den Frie Rådgivning
Den Frie Rådgivning er en frivillig social forening, som gennem rådgivning hjælper socialt udsatte borgere, der står uden netværk, den fornødne viden og/eller sproglige færdigheder til at kunne begå sig i samfundet på lige fod med andre. Foreningen tilbyder to former for rådgivningstilbud, som kaldes PROP (privatøkonomisk oprydning) og Åben Rådgivning, hvor de hjælper med forskellige hverdagsrelaterede problemstillinger - alt lige fra formulering af fødselsdagsbreve til mere komplicerede sager, der eksempelvis vedrører Udlændingestyrelsen, kommunen eller andre myndigheder.