Spring navigation over

Politiet indfører visitationszone i Vollsmose og Korsløkken

Optegning over visitationszone på kortudsnit over Vollsmose Visitationszonen gælder til den 4. maj kl. 19.00. Visitationszonen gælder 24 timer i døgnet i hele perioden. Den giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonens område.

Frem til den 4. maj har politiet udvidet rettigheder til at visitere personer og køretøjer i Vollsmose og dele af Korsløkken. Visitationszonen er indført på baggrund af en række voldelige episoder den seneste tid. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

To mænd blev stukket med kniv i forbindelse med et slagsmål i Birkeparken mandag aften, og i sidste uge blev flere skud affyret i Egeparken. Derfor oprettede Fyns Politi i går aftes visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkken.

En visitationszone er et afgrænset område, hvor politiet kan visitere borgere, undersøge tøj og tasker og gennemsøge biler og andre køretøjer i zonen uden forudgående begrundet mistanke.

Ifølge Fyns Politi er formålet med visitationszonen at forhindre fremtidige utryghedsskabende kriminelle handlinger og dermed genskabe trygheden i området.

”Det er på ingen måde i orden, at der er ganske få borgere i Vollsmose, som ikke kan finde ud af, at besiddelse og anvendelse af våben under enhver form er helt og aldeles uacceptabelt,” udtaler politidirektør Arne Gram og fortsætter:

”Som politidirektør må jeg insistere på, at det skal være trygt at bo og færdes i Vollsmose. Hver eneste dag. Derfor griber vi nu i første omgang til at oprette en visitationszone, så vi kan få trygheden genoprettet for de tusindvis af fredelige og lovlydige borgere i Vollsmose.”

 

Frygt for flere voldelige episoder

Fyns Politi har en formodning om, at der er tale om enkeltstående opgør, men mellem personer, som har en tilknytning til forskellige grupperinger i henholdsvis Vollsmose og Korsløkkeparken.

Udover knivstikkeriet i Birkeparken og skudepisoden i Egeparken har der i marts været en skudepisode i Lærkeparken og en mulig overlagt påkørsel på Nyborgvej ved Korsløkkeparken. De mange episoder betyder, at politiet frygter, at der kan opstå yderligere konfrontationer med brug af våben.

Fyns Politi efterforsker stadig, hvorfor de to mænd blev stukket ned i Birkeparken forleden. Borgere, der sidder inde med oplysninger vedrørende sagen, opfordres til at kontakte Fyns Politi på 114.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere