Investor og borgmester uenige om omdannelses-udsigter
02. oktober 2020Ingen private investorer har endnu skrevet under på, at de vil være en del af Vollsmoses omdannelse. En lokal investor kalder planen for død. Borgmesteren afviser, at det er vanskeligt at trække store investorer til. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Den første interesse for at investere i Vollsmose er skabt blandt private investorer. Sådan lød det fra Odense Kommune for et år siden. Men endnu ingen aftaler med investorer er underskrevet, ifølge Fyens Stiftstidende.
Til avisen siger Frederik Barfoed fra ejendomsselskabet Barfoed Group, der tidligere har udtrykt interesse for at være med til at bygge boliger i Vollsmose og på den måde bidrage til omdannelsen af bydelen, at Den sidste Vollsmoseplan ikke er bare død, men stendød.
Han kritiserer, at regeringen lægger en årlig skat på værdistigningen af ejendomsselskabers udlejningsejendomme og mener, at det dræber lysten til at investere, hvilket vil få konsekvenser for landets såkaldte ghettoer, hvor der skal rives ned og bygges privat.
LÆS OGSÅ: Investorer viser interesse for Mosen
Til Fyens Stiftstidende anerkender borgmester Peter Rahbæk Juel (S) anerkender, at regeringens forslag om såkaldt lagerbeskatning kan være et problem i omdannelsen af Vollsmose. Han afviser samtidig, at det er vanskeligt at trække store investorer til.
- Der er stadig seriøs dialog med flere investorer. Men i samtalen med dem har vi lyttet os til, at vi skal udvikle Vollsmose gennem et arealudviklingsselskab, siger han til avisen og forklarer, at dannelsen af selskabet er under forberedelse og skal i udbud for at finde partnere. Den proces varer frem til midten af 2021.