Spring navigation over

Beboere har sat præg på boligsocial plan

Et af de første skridt i arbejdet med den nye boligsociale helhedsplan var at få beboernes input. Arkivfoto

Et netværk for mænd i Vollsmose. Det er blot et af de konkrete ønsker fra beboere, der har været med til at afgøre, hvilke boligsociale aktiviteter og tilbud der skal være i Vollsmose de kommende år.

De sidste punktummer er næsten sat i den nye plan for Vollsmoses sociale udvikling - også kaldet den boligsociale helhedsplan. Nu står beboerne overfor at stemme om, hvorvidt de vil være en del af planen, der er sat til at starte op den 1. januar 2021.

Første skridt på vejen mod en færdig plan begyndte for mere end et år siden, hvor boligsociale medarbejdere i Vollsmose Sekretariatet indhentede inputs fra beboerne. Hver torsdag eftermiddag i november sidste år var der for eksempel åbent for, at alle beboere, foreninger og andre lokale aktører kunne komme med deres holdninger til, hvordan den sociale udvikling i Vollsmose kan styrkes. De inputs tog akademisk medarbejder, Signe Porsmose-Andersen, imod. Hun har været tovholder på at få udformet den nye plan og forklarer, at særligt nogle ønsker har været gennemgående blandt beboerne.

- Rigtig mange beboere har haft fokus på, at bydelens unge skal hjælpes i uddannelse, fritidsaktiviteter, gode fællesskaber og i det hele taget væk fra en potentiel kriminel løbebane. Hvordan vi præcis skal gøre det, er der kommet mange gode bud på, siger hun og peger på flere konkrete indsatser for de unge, som er formet på baggrund af beboeres ønsker:

- Forskellige gruppeforløb for at komme i arbejde, hjælp til praktikpladser og fælles støtte af forældre og unge til uddannelsesvalg.

 

Kendte indsatser fortsætter

Flere beboere har også peget på, at bydelen mangler netværk for mænd og fædre. Derfor er der planlagt et nyt fællesskab kaldet ’Bydelsbrødre’, som er for mænd i Vollsmose. De vil på samme måde som de nuværende bydelssøstre gennemgå et uddannelsesforløb inden for emner som ligestilling, forældreskab, social arv og medborgerskab.

- Bydelsbrødrene er et godt eksempel på, at beboerne har indflydelse på planens indhold. Selvom det er Landsbyggefonden, der definerer den overordnede ramme og indsatsområderne, så har beboerne i høj grad sat sit præg på de konkrete indsatser, lyder det fra Signe Porsmose-Andersen.

Den kommende plan vil også som den nuværende have stærkt fokus på, hvordan børn og unge får en god uddannelse og et arbejde. Hvordan både familier og folk, der bor alene, får en god og tryg hverdag. Hvordan der kan skabes gode fællesskaber, hvor der er plads til alle, og hvordan foreninger og frivillige får de bedste rammer til at lave de aktiviteter, de brænder for.

- Der er få helt nye indsatser som bydelsbrødre. Mange af de tilbud, som beboerne allerede kender fra Vollsmose Sekretariatet, fortsætter de næste fire år, siger Signe Porsmose-Andersen.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere