Spring navigation over

Litteraturpatruljen anbefaler: Percy Jackson og lyntyven

Forside af bogen "Perry Jackson og lyntyven" med Perry med lyn ud af håndfladen som illustration

Percy Jackson og lyntyven er en historie, der sætter tanker i gang om meningen med livet.

Tekst: Shahad Al-Qamar, borgerjournalist og elev i Abildgårdskolens Litteraturpatrulje

En 12-årig dreng ved navn Percy Jackson finder ud af, at hans far er den græske gud Poseidon. Da han efter en tragisk udflugt ender i halvblodslejren, finder han flere børn med tilsvarende ophav. Percy bliver hurtigt hvirvlet ind i gudernes vrede og interne stridigheder, da Zeus’ tordenkile bliver stjålet, og Percy bliver beskyldt for at stå bag. Percy og hans venner må derfor drage ud og lede efter tordenkilen. Uheldet sender ham på en rejse tværs over USA for at bevise sin uskyld. Men vender han hjem med tordenkilen? Og hvis han gør, vil alt så ende, som han ellers havde forventet?

’Percy Jackson og lyntyven’ er den første roman i en længere serie på fem bøger om Percy. Jeg blev fan af ’Percy Jackson’-serien og dens verden ved første øjekast, og jeg nyder at tilbringe min tid i dette fantasy-univers. Den sender mig ud i en refleksion om græske guder, meningen med livet og skæbnen. ’Percy Jackson og lyntyven’ er spændende fra start til slut og rigtig godt sat sammen. Hvert kapitel giver mig lyst til at blive ved med at læse videre for at finde ud af, hvordan nyopståede konflikter bliver løst. Fortællingen er meget beskrivende og billedskabende. ’Percy Jackson og lyntyven’ er i det hele taget en flot og velskrevet fantasybog om guder og græsk mytologi.

Er man fan af Harry Potter-serien, vil man garanteret elske Percy Jackson. Konflikterne, karaktererne og personlighederne kan nemlig godt minde lidt om hinanden. For ikke nok med at unge Percy - ganske som sin engelske troldmandslærlings-kollega - pludselig indser, at han er født til noget større end bare at være almindelig dreng, så skal Percy også modtage hemmelig træning på en skjult skole for halvguder langt ude i en skov.

Hvem er Litteraturpatruljen?

I hvert nummer af Vollsmose Avisen anbefaler Litteraturpatruljen fra Abildgårdskolen en bog, de har læst. Litteraturpatruljen består af elever fra de store klassetrin. Eleverne mødes et par timer en gang om måneden for at snakke om de bøger, de har læst. De anmelder desuden bøger og anbefaler dem på deres egen hylde på skolens læringscentret, hvor andre elever også låner bøger, og de læser også højt for skolens yngre elever. Formålet er at styrke fritidslæsningen og åbne elevernes øjne for litteratur. 

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her