Spring navigation over

Børnefamilier skal holde fast i hverdagen

Mor hjælper datter med lektier, mens mindre søn kigger på en pc Arkivfoto: Hanne Hvattum

Coronavirussen har lukket store dele af Danmark ned, og børnefamilierne skal finde sig til rette i en helt ny situation. En børnepsykolog og en leder af et børnehus i Vollsmose kommer her med deres bud på, hvordan man bedst får skabt struktur i en anderledes hverdag.

Almindeligvis har alle familier deres faste rutiner i løbet af en dag. Man plejer måske at stå op på det samme tidspunkt, spise det samme til morgenmad og handle ind det samme sted. Men lige nu findes der ikke nogen almindelige dage. I stedet skal rigtig mange børnefamilier rundt omkring i landet finde ud af at navigere i en meget usædvanlig situation med hjemmearbejde, lektielæsning og aktivering af de små. Og det kan være en kæmpe udfordring for de fleste.

Ulla Dyrløv er børne- og familiepsykolog. Ifølge hende er det en stor fordel, hvis man som familie faktisk formår at holde fast i en form for fast rytme og normalitet.

- Få det til at ligne en normal hverdag så meget som muligt. Stå op til normal tid, gå i bad, som om du skal på arbejde. Uanset dine børns alder, vil de sætte pris på genkendelighed, siger hun.

Det samme siger John Knudsen, der er daglig leder af Børnehuset Bøgelund i Vollsmose. Han mener også, at det er vigtigt at få skabt nogen rammer, som føles kendte og trygge for børnene.

- Hold fast i rutiner og ritualer. Kom i seng i ordentlig tid og læs den samme godnathistorie, siger han.

 

Hjemmearbejde med børn

Flere forældre oplever at skulle arbejde hjemmefra, samtidig med at deres børn kræver deres opmærksomhed. Det er ikke en nem øvelse, men med de rette redskaber og det rette ambitionsniveau kan det lade sig gøre, mener Ulla Dyrløv.

- Hvis man er to forældre hjemme, så få aftalt at arbejde forskudt. Gør dagen visuel for børnene, tegn den som en form for kalender. Så kan børnene se, hvornår der sker hvad, og det skaber en tryghed. Og så vil jeg sige, at rigtig mange forældre i dag er for meget på - corona eller ej. Børn skal kunne lege selv. Måske bare tre gange 20 minutter om dagen. I disse tider er der en gylden mulighed for at øve det, siger Ulla Dyrløv.

Hun anbefaler, at man går ind i et andet rum for at arbejde. På den måde føles det lidt som at tage af sted og komme hjem igen, og det giver mere overskud til at være sammen med børnene efterfølgende.

 

Lav ting sammen

En anden ting, der ifølge John Knudsen kan give mere overskud, er at involvere børnene i de daglige gøremål.

- Involver børnene i for eksempel aftensmåltidet. Brug den ekstra tid, der lige pludselig er, til at fokusere på at være sammen om nogen andre ting. Lad børnene skrælle gulerødder eller putte tøj i vaskemaskinen, siger John Knudsen.

Ulla Dyrløv har en anden god idé til en aktivitet: spis sammen med for eksempel bedsteforældre på FaceTime. På den måde kan børnene mærke og se, at der er andre i samme båd, men at vi godt kan være sammen alligevel bare på en lidt anden måde.

- Og så sænk kravene til dig selv. Du skal ikke have dårlig samvittighed over, at du synes, det er hårdt at være sammen med dine børn, slutter Ulla Dyrløv.

Gode råd til hverdagen hjemme med børn

  • Gør dagen visuel for dine børn. Tegn en dagsplan og snak ud fra den med barnet om, hvad der skal ske i løbet af dagen.
  • Snak om, hvad man må og kan gøre, når man bliver sur og frustreret.
  • Smid alt og vær der, hvis dine børn bliver bange eller kede af det. Snak med dem, besvar deres spørgsmål og trøst dem.
  • Hvis dine børn kan hjælpe og gøre en forskel, så lad dem gøre det. Måske kan de pudse vinduer udvendigt for en ældre nabo eller handle for bedsteforældre.
  • Overvej, hvad der kan give overskud i lige præcis jeres familie. Det er okay at have passive aktiviteter såsom fjernsyn og iPad i løbet af dagen.
  • Overhold rutiner og faste ritualer.
  • Hvis børnene skal lege med andre, så vær opmærksom på, at ingen af børnene har symptomer på sygdom.
  • Leg med så få andre børn som muligt (kun en til to), og i så kort tid som muligt.
  • Leg med de samme. Altså ikke nye legekammerater hver dag.
  • Leg helst udenfor. Det mindsker risikoen for smitte, og gør det lettere at holde afstand.
  • Undgå legepladser med for mange børn.
  • Sørg for at børnene vasker hænder tit og grundigt. Hjælp mindre børn.
  • Husk, at nødpasning i daginstitutionerne også er for børn fra udsatte og sårbare familier, ifølge regeringen.

Kilder: Familie- og børnepsykolog Ulla Dyrløv og Sundhedsstyrelsen

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her