Arbejdsgruppe vil bane vejen i lokale-jungle
01. april 2020 Der holder mange typer af foreninger og initiativer til i Vollsmose, men det er ikke lige let for alle at finde lokaler til deres aktiviteter.Hvor henvender man sig, hvis man skal bruge lokaler til en aktivitet? Og hvem kan få lov at bruge hvilke lokaler? Det er nogle af de spørgsmål, som en arbejdsgruppe i Odense Kommune vil finde svar på, så det fremover bliver lettere for foreninger og frivillige beboere i Vollsmose at få lokaler til aktiviteter.
En gruppe beboere vil lave en indendørs fodboldturnering, men kan ikke få en tid i en hal, fordi de ikke er en formel folkeoplysende forening. En forening vil lave en fællesspisning for alle i Vollsmose, men må ikke bruge et beboerhus, fordi de er beregnet til arrangementer for afdelingens beboere. Det kan være lidt af en jungle at finde ud af at skaffe et lokale for de mange foreninger og grupper af beboere, der vil lave arrangementer og aktiviteter i bydelen. Derfor har en arbejdsgruppe i Odense Kommune sat sig ned for at finde ud af, hvordan det kan blive mere gennemskuelig, hvordan man kan få adgang til et kommunalt lokale, så de fysiske rammer ikke bliver en stopklods for gode initiativer og fællesskaber.
- Vi er godt klar over, at det helt generelt kan være svært for grupper af borgere i Vollsmose at finde et lokale. Hvor skal de henvende sig? Og hvem kan få lov at låne hvad? Det mangler der en systematik og tydelighed i, fortæller Mette Thue Sørensen, der er projektkoordinator i Fremtidens Vollsmose & Boligstrategisk udvikling i Odense Kommune og en del af arbejdsgruppen.
Som en del af den sidste Vollsmoseplan har politikerne i Odense sat et mål om, at fritids- og kulturlivet i Vollsmose skal være endnu mere aktivt i fremtiden.
- Et styrket fritids- og kulturliv i Vollsmose er vigtigt og kan både være med til at skabe fællesskab, tryghed og et mere positivt syn på bydelen. Derfor arbejder vi både på at skabe én tydelig indgang til lokalerne og på at udforme nogle klare principper for, hvem der kan låne lokalerne. Der vil det fortrinsvist være foreninger og grupper, der laver meningsfulde aktiviteter og er åbne fællesskaber som for eksempel lektiehjælp, sprogtræning eller håndarbejde, fortsætter hun.
Lettere adgang til lokaler
Netop et tydeligt og nemt sted at henvende sig, hvis man mangler et sted til sin aktivitet, er noget af det, foreninger og beboere i Vollsmose efterspørger. Som det er nu, er der for eksempel flere kommunale lokaler blandt andet på Camp U, i VIVO og i de forskellige afdelinger, og arbejdsgruppen forsøger i øjeblikket at danne sig et komplet overblik over, hvilke lokaler kommunen råder over, som foreninger kan bruge.
- Vi ved, at der har været en frustration over, at nogle lokaler for eksempel har stået tomme, mens foreninger har haft svært ved at skaffe et sted. Den seneste tid er der også flyttet en del medarbejdere ind og ud i Vollsmose, derfor har vi brug for at få et overblik, forklarer Mette Thue Sørensen.
Hun peger på, at det også er et spørgsmål om, at lokalerne er hensigtsmæssigt indrettet, så det er overskueligt og trygt for foreninger at bruge dem, og så de passer til foreningernes behov.
- Det skal ikke være en udfordring, at alarmer for eksempel går i gang et sted i huset, når der er pigeklub en aften. Vores mål er at gøre det så selvkørende som muligt, så Vollsmose får et stærkt fritids- og kulturliv, fortæller hun.
Arbejdsgruppen håber på at have konkrete tiltag klar i løbet af foråret.