Beboerredaktion
Vollsmose fik fire medaljer til Jyske Mesterskaber 2020
27. januar 2020 Her ses weekendens fire medaljevindere. Foto: PrivatVollsmose Boxing gjorde rent bord ved Jyske Mesterskaber 2020 i weekenden og tog fire medaljer med hjem til Odense.
Cheftræner Shahbaz Aslam kunne sige ’tillykke champ’ hele fire gange ved weekendens Jyske Mesterskaber. Her deltog fire boksere fra Vollsmose Boxing, og alle fire kunne tage hjem med guld om halsen.
Elias Faour blev mester uden kamp, da der desværre ingen modstander var i hans vægtklasse. Både Moosa Sajad og Mustafa Ali vandt 5-0 over deres respektive finale-modstandere. Abdallah Abou Arab boksede med godt overblik og underholdende stil og havde sin modstander fra Horsens til tælling fire gange. Abdallah Abou Arab kan nu kalde sig Jysk Mester for fjerde gang og blev desuden udråbt til stævnets bedste U19-bokser.