Spring navigation over

Avisen får nye klæder i det nye år

Nogenlunde sådan her kommer Vollsmose Avisen til at se ud fra 2021. Der arbejdes stadig på højtryk med at udvikle det nye layout.

Vollsmose Avisen har nye planer for fremtiden. I 2021 bliver både layoutet, indholdet og udgivelsesfrekvensen på avisen ændret, og vi kan sige velkommen til den nye version af avisen og BoligSocialt Hus.

Vollsmose Avisen er i mange år blevet udgivet af Vollsmose Sekretariatet, og Vollsmoses beboere har fået den lille lyserøde og turkise avis i postkassen hver 14. dag. Det bliver nu lavet om, så både layout, udgivelsesfrekvens og indhold ændrer sig fra og med 2021.

Den nye boligsociale helhedsplan for Vollsmose fra 2021 til 2024 er netop blevet godkendt af byrådet. Det vil sige, at Vollsmose Avisen har fået muligheden for at fortsætte i fire år mere. Den lille avis med de mange historier fra Vollsmose er altså fortsat en del af helhedsplanen.

 

Hvad ændrer sig?

- Avisen forbliver på mange måder den samme, men en ny plan giver også en oplagt anledning til at ruske lidt op i noget af det, der ikke har været rørt ved i mange år, siger redaktør af Vollsmose Avisen, Signe Lene Christiansen.

Formålet med avisen forbliver stadig at bidrage til et nuanceret mediebillede af Vollsmose, være en informationskilde for områdets beboere og understøtte et aktivt medborgerskab i samfundet. Beboerne vil også stadig modtage den i postkassen, og man kan stadig engagere sig frivilligt med at tage billeder, skrive, interviewe, komme med idéer til historier og være en del af redaktionen.

- De største forandringer bliver visuelt. Avisen skifter layout og bliver mørkegrøn og lidt gul i stedet for lyserød og turkis. Det er for at matche farverne og logoet i BoligSocialt Hus, som vi nu skal udgives af, forklarer Signe Lene Christiansen.

En anden større forandring er, at fra 2021 vil avisen udkomme en gang om måneden i stedet for hver 14. dag. Der vil heller ikke længere være en krydsogtværs og en sudoku på bagsiden.

- Vi skal stadig lave en masse gode historier om Vollsmose, men i stedet for at have travlt med at fylde en avis ud to gange om måneden, kommer vi til at samle kræfterne om én avis hver måned, der for eksempel kan gå mere i dybden med et tema, fortæller redaktøren.

Påvirker lokale medier

For Signe Lene Christiansen, der er uddannet journalist og fortsætter som redaktør i Vollsmose, er det vigtigste ved avisen, at den fortsætter med at blive produceret i samarbejde med beboere, er løsningsorienteret og arbejder for at nedbryde de fordomme, der er med til at skære Vollsmose over én kam. 

- Avisens formål har altid været det her med at nuancere billedet af Vollsmose og være med til at tegne et billede af bydelen, som er genkendeligt for beboerne. Det er derfor, beboere er en aktiv del af den, siger hun.

Men rykker avisen ved noget?

- Vores evalueringer viser, at Vollsmose Avisen gør en forskel for de beboere, der har været og er frivillige på avisen. Vi ved også, at den bliver læst i Vollsmose og ude omkring i byen, men det er jo en stor mission at ændre på Vollsmoses omdømme. Jeg synes, vi har gjort et stykke arbejde for at påvirke de andre medier til at være mere nuancerede i deres dækning af Vollsmose. Og jeg håber, at vi har været med til at rykke noget på den front, siger Signe Lene Christiansen.

Det næste nummer af Vollsmose Avisen udkommer den 27. januar 2021.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her