Spring navigation over

’Alle er en del af løsningen’

Den 7.  juli var der borgermøde i Vollsmose, hvor et panel bød ind med idéer til at komme vold og kriminalitet til livs.

Beboerne i Vollsmose har fået nok af kriminalitet og vil være en del af løsningen. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd må det aldrig være borgernes opgave at lave politiarbejde, men de kan spille en meget vigtig rolle i det forebyggende arbejde.

Frustrationen blandt beboerne i Vollsmose er tydelig. De vil ikke længere finde sig i, at deres bydel skal lægge asfalt til kampe mellem stridende grupperinger og bandeopgør. Der skal ske en forandring nu, og beboerne vil gerne bidrage til løsninger. Men hvad kan helt almindelige borgere egentlig selv gøre - og er det overhovedet deres opgave? Det har Vollsmose Avisen talt med Det Kriminalpræventive Råd om.

- Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er borgernes opgave at bekæmpe kriminalitet og bander. Det har vi myndighederne til, siger Katrine Amalie Keller, der er videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

Hun understreger dog, at man som almindelig borger kan gøre rigtig meget i forhold til at forebygge kriminalitet.

- Når det handler om at løse udfordringerne med kriminalitet i vores samfund, så er der ingen, der kan løse opgaven helt alene. Det kan hverken politiet, fængslerne eller kommunen. Der er brug for et stærkt samarbejde, og der er brug for, at alle gør en positiv forskel der, hvor de kan. Det er på den måde, borgerne spiller en rigtig vigtig rolle, forklarer Katrine Amalie Keller.

Borgere kan gøre en forskel

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd peger forskning på, at hvis det særligt handler om at forebygge bandekriminalitet, så er det helt centralt at tilbyde unge nogen positive fællesskaber og tilhørsforhold, som kan give dem den nødvendige støtte, anerkendelse og følelse af at høre til.

- Borgerne kan gøre en stor forskel ved at skabe positive fællesskaber, hjælpe i lokale foreninger, støtte op om at skabe gode fritidsinteresser for de unge og hjælpe med, at de gennemfører deres uddannelse ved eksempelvis at give lektiehjælp, siger Katrine Amalie Keller og forklarer, at der er mange måder, hvor man som frivillig i et boligområde kan gøre en meget større forskel, end man måske selv tror.

- Jeg har selv været i Vollsmose og set flere gode tiltag for børn og unge, som beboerne aktivt har været med til at løfte. Hvis man vil forebygge kriminalitet, så er det blandt andet den slags initiativer, hvor beboerne selv er med til at arrangere og afvikle aktiviteter, der skal være en del af værktøjskassen, fortæller videnskonsulenten.

Der er ikke et quick-fix

Kriminalitetsforebyggelse er et svært og komplekst område, og derfor anbefaler Det Kriminalpræventive Råd et stærkt samarbejde mellem alle de lokale aktører, hvor både kommune, politi, boligorganisationer, skoler og beboere er med i dialogen om de konkrete løsninger. For borgerne har ifølge Det Kriminalpræventive Råd ofte et særligt lokalt kendskab, der kan spille en afgørende rolle for myndighedernes arbejde.

- Der findes desværre ikke et quick-fix, når det handler om at komme kriminalitet i et boligområde til livs. Der er brug for langsigtede indsatser, som alle aktører i området arbejder sammen om at løfte. En god start på sådan et samarbejde er borgermøder, hvor man i fællesskab kan diskutere både udfordringer og løsninger, lyder anbefalingen fra Katrine Amalie Keller.

Man kan finde forslag til, hvordan man planlægger og afholder gode borgermøder om kriminalitetsforebyggelse på denne side.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere