Spring navigation over

’Jeg er skoleleder med hud og hår og hele tiden’

Anna Vadgaard har været skoleleder på H.C. Andersen Skolen, før bygningen i Tjørnehaven stod færdig, og børnene flyttede ind. Nu takker hun af efter 20 år, hvor hun har arbejdet med at sende Vollsmoses børn ud i samfundet med selvtillid og en tro på sig selv.

En dag i 1999 var Anna Vadgaard, Abildgårdskolens daværende souschef, til et møde hos Skoleafdelingen i Odense Kommune, som souschefer nu engang imellem er. Lænet op ad væggen på kontoret stod nogle masonitplader med tegningerne til en spritny folkeskole i Vollsmose: H.C. Andersen Skolen i Tjørnehaven. Her viste stregerne på papiret en skole med Store Torv som et hjerte midt i, hvorfra man kunne komme alle steder hen. En helt unik ramme, tænkte Anna Vadgaard.

- Jeg faldt simpelthen over tegningerne rent bogstaveligt. Eller jeg faldt i hvert fald for det, jeg så på tegningerne, fortæller hun over telefonen fra sit hjem på et økologisk landbrug i Seden.

Da Vollsmose Avisen snakker med hende, er alle skolens elever og medarbejdere sendt hjem på grund af coronavirus, og ligesom langt de fleste i landet arbejder hun hjemmefra. En ganske usædvanlig situation for de fleste. Men for skolederen har de ekstraordinære omstændigheder en ekstra twist. For som dagene med hjemmeskole, Skype-møder og videohilsner til børnene går, kommer hendes pension tættere på. Den 1. maj går hun fra efter 20 år som skoleleder, og som situationen ser ud, ved hun ikke, om hun kan sige fysisk farvel til alle børn og medarbejdere den dag.

- Det ville være rigtig, rigtig træls, konstaterer hun og fortæller:

- Jeg har levet og åndet for den skole i 20,5 år, og jeg har været og er skoleleder med hud og hår og hele tiden. 24/7. For de børn og familier, vi har med at gøre, er jo aldrig på pause. Så det har været en helt vildt svær beslutning at stoppe. Faktisk en af de sværeste beslutninger i mit liv. Men min familie har længe revet i mig, og det har taget noget tid at lytte til dem. Nu er det ved at være tid at give dem opmærksomhed.

Forfulgte en drøm

Da Vollsmose Avisen ringer til hende, er det præcis 20 år siden, at H.C. Andersen Skolen blev indviet den 2. april 2000 - samme dato som H.C. Andersens fødselsdag. I år er fejringen af skolens fødselsdag dog en lidt tam affære, for de daglige morgensamlinger med fællessang er skiftet ud med videoer fra skolelederen.

- Jeg har sagt i min video til børnene her til morgen, at de skal forestille sig, at Rami (souschef red.) danser, mens Malene (afdelingsleder red.) spiller på bongo-trommer. Og så har jeg sagt, at hvis de keder sig derhjemme, så kan de undre sig over ting.

Netop fællessang, som hun elskede under sin egen skolegang i Jylland, så Anna Vadgaard allerede for sig, da hun så tegningerne til skolen i 1999. Egentlig havde hun aldrig haft en skoleleder i maven, som hun selv siger, men på tegningerne så hun de perfekte rammer til at folde sine visioner for folkeskolen ud.  

- De drømme for et læringsmiljø med et anerkendende børnesyn, som jeg virkelig havde gået med i mange år, kunne man skabe i de unikke rammer, der var planlagt for skolen. Mine idéer kunne pludselig blive til virkelighed. Så da stillingen som skoleleder blev slået op, måtte jeg søge den, fortæller hun.

På børnenes præmisser

Da hun kom videre til anden samtale på stillingen som skoleleder, havde hun udformet en lille bog med konceptet for den nye skole. I dag siger hun spøgefuldt, at det kræver fire havestole at bygge en ny skole.

- Jeg havde fire stole i min have, men 17 sedler med vigtige værdier og temaer. Så jeg brugte de fire stole til at udvælge de fire vigtigste ben i skolens koncept, fortæller hun og begiver sig ud i en længere forklaring om sine faglige overvejelser og refleksioner om at drive skole.

Det er komplekst at drive skole, så det er svært at forklare enkelt, må man forstå. For skolen handler ikke kun om at lære matematik og dansk, men om at gøre børn til bidragydende og værdifulde medborgere i vores demokratiske samfundsfællesskab.

- Gennemgående har mine drømme - og det synes jeg er lykkedes at skabe i virkeligheden - været en skole med et anerkendende børnesyn, hvor skolen skal passe til børnene, i stedet for at børnene skal passe til skolen. Læreprocessen skal være mangfoldig, så alle børn føler, at de kan være med uanset niveau. For børn lærer forskelligt, arbejder forskelligt og interesserer sig for noget forskelligt. Det er ikke børnenes skyld, hvis undervisningen ikke virker, og de ikke har lært det, de skal. Så må vi voksne tage ansvaret og reflektere, forklarer Anna Vadgaard.

For 20 år siden var der ikke bare rigtig mange børn og elever i Vollsmose. Det var også en tid uden heldagsskoler, skærpede karakterkrav og inklusionsprincipper.

- Inklusion var vigtigt for os, før det blev for alle. Dengang var mange børn i specialundervisning, og 15 procent af eleverne gik ud af skolen med tab af selvværd. Det synes jeg jo burde få alle op af stolene med katapultagtig hastighed, og det blev min kæmpe kæphest og åndelige kløpulver: Alle børn skal gå ud af skolen med en selvtillid til at være en del af samfundet. Ingen børn skal dømmes ude, siger hun og uddyber:

- Vi inkluderer alle de børn, vi overhovedet kan, og de går til afgangsprøve og får så ikke 12. Det har nok kostet på renomméet, fordi vi er blevet hængt ud i pressen for dårlige karakterer. Men jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke vi bød alle børn velkommen på vores skole - uanset hvad de har med sig i bagagen. Det har da givet udfordringer, men jeg synes, at vi er lykkedes med at lave en skole, hvor børnene er glade, og de har lyst til at lære og har mod på livet, når de går ud af skolen. Det må være det afgørende for et godt menneskeliv.

Kedede sig i skolen

Det anerkendende børnesyn og tilgangen til eleverne kommer, ifølge Anna Vadgaard, fra hjemmet i Jylland, hvor hendes forældres sociale bevidsthed og børns tarv lå i luften.

- Mine forældre er fra en meget lille by i Nordjylland og boede på store gårde. Især i min mors barndomshjem var der en udstrakt grad af socialt ansvar. Når man slagtede en gris, tog man en halvdel selv og den anden blev delt ud i lige portioner til dem, der havde brug for det i byen. De værdier er jeg også vokset op med. Hvis nogen for eksempel blev drillet i skolen, så tudede jeg derhjemme over det. Jeg kunne næsten ikke være i det, fortæller hun.

- Jeg er selv rundet af den sorte skole, hvor jeg som elev kunne leve op til kravene. Men jeg kedede mig gudsjammerligt. Jeg glædede mig altid til frikvarter og sommerferie. Men jeg fik jo det med, jeg skulle for at komme videre til gymnasiet og senere lærerseminariet. Jeg har egentlig altid elsket at lære fra mig, og jeg havde været hjælpelærer, da jeg gik i skole og lavede hestebøger til nogle, der havde svært ved at læse. Så kørte jeg rundt på min knallert i 7. klasse og hjalp mindre elever, der trængte til opmuntring og hjælp. Det var enormt hyggeligt, og jeg fandt selv på nogle klippe-klistre-ting, husker Anna Vadgaard tilbage og nævner en anden oplevelse, der har påvirket hendes professionelle tilgang til skolen:

- Jeg fik selv en søn, der havde vanskeligheder og havde det svært, og jeg oplevede, at han skulle passe til skolen og ikke omvendt. Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle forvente, at han kunne tage en 9. klasse. Det, synes jeg, var en stigmatiserende og lav forventning. Det betyder så meget for præstationen, om man taler et barn op eller ned i sine forventninger, og at man har forventninger, der er i øjenhøjde. I dag er min søn neurokirurgisk sygeplejerske.

Børn vil gøre det rigtige


De mange år i Vollsmose har betydet, at Anna Vadgaard mere end én gang har måttet stille op i pressen og stå på mål for dårlige karakterer, ballademagere, tosprogede elever og stemplet som ’ghetto-skole’. Når både folkeskolen og beliggenheden ofte er politiske kamppladser, kræver det rustning at stå midt i slaget.

- Det er et arbejde af Guds nåde at komme fordommene om Vollsmose til livs, og det har været op ad bakke på den front i alle årene. Det har altid gjort mig rasende og indigneret, og det har da også påvirket tiltroen til skolen. Men der er altså ingen børn, der står op om morgenen og tænker, at de vil gøre helvede hedt for lærere og kammerater. Børn vil gerne gøre det rigtige, men nogle skal have meget hjælp til det, siger Anna Vadgaard.

Hun kan dog godt finde på at give en skideballe - også en stor én - for at få nogle elever til at vågne op, som hun siger.  

- Men man skal altid se bag om børnenes adfærd. Vi kan jo alle sammen dumme os, men man kan med hjælp godt minimere antallet af gange, man dummer sig. Børn i udsatte positioner har brug for at vide, hvilken adfærd der forventes af dem, hvad de skal lære, og hvad der skal foregå.

20 års udvikling

Når Anna Vadgaard kigger tilbage på sine mange år i Vollsmose, ser hun en ’helt vild udvikling’. For uddannelse er kommet på dagsordenen i hjemmene på en ny måde.

- Uddannelse er blevet endnu vigtigere, end det har været før, og flere unge fra Vollsmose uddanner sig videre. For mig er det hele arbejdet værd, når tidligere elever skriver til mig, at skolen har gjort dét og dét for dem. Så er jeg jublende lykkelig, siger hun.

Med et politisk forslag om at sammenlægge H.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen og dermed opløse den skole, som Anna Vadgaard har stået i spidsen for i to årtier, står Vollsmoses skoler måske over for et nyt kapitel i deres historie. Et kapitel som Anna Vadgaard fremover kun kan følge med i på afstand. Og det har hun det helt okay med.

- Jeg har det ikke sådan, at det er mit livsværk, som måske skal lukkes. Overhovedet ikke. Det vigtige for mig er, at vi har gjort noget godt for børnene i Vollsmose i årenes løb. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg sammen med alle de andre gode mennesker på skolen har gjort en forskel. Det gør det bæreligt for mig at forlade den.

Eleverne spørger... 

Arham, 0. klasse: Stopper du, fordi du er gammel?
- Ja, jeg stopper, fordi jeg er gammel, og jeg skal hjem og passe børnebørn. Jeg ville blive for evigt, hvis jeg kunne.

Elan, 9. klasse: Hvad har været det bedste ved at arbejde på skolen?
- Det var et let spørgsmål: Børnene i skolen er det bedste ved arbejdet. At møde børn, der smiler og siger god morgen i døren på vej ind på skolen er fantastisk. Så starter min dag godt.

Allan, 9. klasse: Hvad håber du, der vil ske, når du stopper?
- Noget ved jeg: Skolen fortsætter med at være ’menneskeskolen’, hvor alle voksne tager alvorligt, at man skal træde varsomt, for her bliver mennesker nemlig til. Noget håber jeg: at skolen må bestå i mange, mange år og være et vartegn for et positivt menneskesyn og et anerkendende børnesyn.

Aryan, 9. klasse:Hvad er dit bedste minde fra skolen?
- Jeg har en million skønne minder, og det er svært at vælge. Men skal jeg vælge et, er det nok én af vores dimissionsfester for vores 9. klasseelever, hvor vi sang ’Om lidt bli’r her stille’. Jeg stortudede, og én af afgangseleverne kom hen og lagde en arm om min skulder og sagde: ’Man må godt græde - det gør vi også’.

Seneste Artikler

En hyldest til centervagten

Læs mere

Bayoumi vil inspirere unge til at drømme stort

Læs mere

Mit møde med Vollsmose

Læs mere

Stemmer fra byen

Læs mere

Walid levede for at hjælpe andre

Læs mere

I det seneste nummer af VollsmoseAvisen kan du blandt andet møde musikeren Bayoumi, der gerne vil inspirere unge i Odense til at følge deres drømme. Du kan også læse om centervagten på Vollsmose Torv, du kan lære at lave dine egne lysglas og lære at bage nordiske kæmpeklejner. 

Læs her