Spring navigation over

Hvad siger beboerne om udviklingsplanen?

I maj blev kortet over de planlagte nedrivninger i Vollsmose offentliggjort.

Udviklingsplanen for Vollsmose, der blandt andet omfatter nedrivningen af 1.000 boliger, er nu godkendt af boligministeren. Vollsmose Avisen har spurgt beboere fra de seks parker, hvor der skal rives ned, hvad planen får af konsekvenser for dem.

Nogle skal flytte ud af Vollsmose permanent, andre skal midlertidig genhuses for at flytte hjem i renoverede lejligheder, og en gruppe beboere ved endnu ikke, hvad der skal ske med deres bolig i løbet af de næste 10 år. Scenarierne for fremtiden ser forskellige ud for Vollsmoses beboere, efter den lovbestemte udviklingsplan tidligere i september blev endelig godkendt af boligminister Kaare Dybvad (S).

Den fælles udviklingsplan for Vollsmose, som Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB har lavet på baggrund af den tidligere regerings såkaldte ghettoplan, indeholder blandt andet målet om, at andelen af almene familieboliger skal reduceres til højst 40 procent. Det betyder, at 1.000 almene familieboliger i Vollsmoses seks parker skal rives ned, og 1.600 nye private boliger samt erhvervsarealer skal opføres.

Vollsmose Avisen har spurgt forskellige beboere, hvilke konsekvenser udviklingsplanen får for dem.

Maha El-Khatib, 46 år, Birkeparken

- Så vidt jeg ved, så skal vores rækkehus ikke rives ned, men renoveres. Jeg har hørt, at de vil gøre vores have mindre og fjerne vores skur, så jeg er bekymret for, om vores bolig bliver mindre og dyrere efter renoveringen, for så kan vi ikke blive boende.

Jeg er mest bekymret for de økonomiske konsekvenser, planen kan have for mig. Jeg har boet her i 19 år, men egentlig vil jeg hellere bo et andet sted i Odense, og min mand og jeg har før snakket om at flytte.

Vores søn går heller ikke i skole i Vollsmose, og vi vil allerhelst bo i et hus i et roligt kvarter.

Det ville være hårdt, hvis vi først skal midlertidig genhuses, og så bagefter skal ende med at flytte. Min mand siger, at vi ikke skal bekymre os endnu, for der er stadig en del år til, de går i gang med arbejdet i Birkeparken. Så når tiden kommer, må vi se, hvad der skal ske.

Abed Abou-Arab, 22 år, Birkeparken

- Vores blok skal rives ned, så udviklingsplanen betyder, at vi er nødsaget til at flytte til et ukendt sted, hvor det tætte sammenhold, tætte relationer og følelsen af tryghed muligvis ikke er tilstede i lige så stor grad, som jeg oplever, at den er i Birkeparken.

Der er splittede holdninger til planen herhjemme. Min mor synes ikke godt om udviklingsplanen, fordi hun er bekymret for, at huslejen bliver for dyr i forhold til de antal kvadratmeter, man får i den nye bolig. Jeg synes på den anden side ikke, at de nye tiltag er et problem, men tror faktisk, at mere diversitet og fordeling af beboere kan være gavnlig på sigt.

Forhåbentligt vil omplaceringen af beboere skabe mere dialog mellem nuværende indbyggere i Vollsmose og beboere i resten af Odense, hvilket vil føre til færre fordomme og en større forståelse for hinanden, fordi man vil lære at leve i sameksistens.

Michella Holm, 24 år, Bøgeparken

- Min bolig skal rives ned, og det har jeg blandede følelser omkring. Jeg har en søn på tre år, der går i børnehaven Verdenshuset her i Vollsmose, så jeg tænker selvfølgelig på, hvad det betyder for ham, at vi skal flytte.

Men lige nu aner vi ikke, hvor vi kommer til at blive genhuset, og hvordan vores situation kommer til at se ud. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi arbejder allerede på at flytte nu, men vores situation er kompliceret, og det er svært at finde noget, når nu reglerne for, hvem der må flytte ind hvor, er blevet strengere.

På den ene side synes jeg, at det er åndssvagt, at man vil rive så mange boliger ned, for jeg tror egentlig ikke, at det kommer til at løse problemerne. På den anden side synes jeg, at det er fint, for der er jo ballade her i Bøgeparken, og bygningerne er gamle og slidte.

Jeg satser på at finde en bolig selv, så jeg ikke skal permanent genhuses, og jeg håber, at vi kan bo i gadeplan i stedet for i højden et sted, der er billigere, og hvor der er mere ro på.

Ali Hassan, 27 år, Bøgeparken

- Personligt og fysisk har planen umiddelbart ingen direkte indflydelse for mig, min kone og søn, for vi bor ikke i en blok, der skal rives ned. Men alligevel er det jo her, jeg er vokset op, og det er et lokalsamfund, hvor man kender hinanden. Så jeg kender nogen, der bliver berørt, og det betyder noget for mig. Min mor bor i et rækkehus i Egeparken, der skal rives ned. Så vi taler også meget om det i familien.

Hvor min mor faktisk ser noget positivt i, at der sker noget nyt, så er min grundlæggende holdning, at der ikke er noget galt med boligerne. Jeg har ondt af de børnefamilier, ældre og mere udsatte beboere, hvor det kræver en større omstilling at skulle flytte. Men jeg kan godt se behovet for at gøre noget i Vollsmose med for eksempel infrastrukturen.

Vi bor i en isoleret firkant, der kan føles afkoblet fra resten af byen, og jeg håber, at Vollsmose bliver åbnet mere op og bliver mere forbundet med resten af Odense. Men om udviklingsplanen løser arbejdsløsheden og de sociale problemer - som er det vigtigste at løse i min optik - det tror jeg ikke.

Michelle Gudbergsen, 25 år, Egeparken

- Så vidt jeg har forstået, skal det høje hus, hvor jeg bor, ikke rives ned. Men det er markeret med gul i planen, så jeg er ikke sikker. Jeg tror i hvert fald, at det skal renoveres.

Uanset hvad har planen ingen betydning for mig før om flere  år, hvor den fysiske helhedsplan skal godkendes, og de går i gang i Egeparken. Logisk kan jeg godt se idéen med at skabe mere og anderledes rum og plads ved at rive boliger ned og eksempelvis lave nye veje i bydelen, men jeg går ikke ind for det, hvis jeg kun lytter til mine følelser og værdier. Jeg tror, at man bare komme til at flytte problemerne ved at rive ned - ikke løse dem, og jeg synes, at man burde fokusere mere på boligsocialt og frivilligt arbejde som en del af løsningen.

Jeg er glad for at bo her og kan lide fællesskabet, så hvis jeg får et arbejde i Odense efter mit studie, vil jeg gerne blive boende.

Susanne Pedersen, 57 år, Egeparken

- Min lejlighed skal rives ned, og jeg er meget ked af det. Jeg kæmper virkelig med det, men heldigvis er min mand god til at få mig til at falde til ro. Jeg kan ikke forstå, at de få mennesker, der laver balladen, kan ødelægge det så meget for alle os andre. Jeg har boet her i 18 år, og jeg har det godt, fordi jeg har engageret mig i forskelligt frivilligt arbejde.

Jeg synes, det er meget hårdt, at det er nogle andre, der har besluttet, at jeg skal flytte, i stedet for at det er mit eget valg.  Det er noget, jeg snakker meget med mine veninder om, så jeg kan få lukket mine følelser ud. Jeg er så småt begyndt at tænke på, hvor jeg gerne vil bo.

Det kunne være Tarup, Næsby eller Højstrup. Jeg har venner og familie i Næsby, så der vil jeg gerne bo. Jeg har også været ude at se på en bolig på Carl Blochs Vej, men der kunne jeg ikke have mine katte med, så det går ikke.

Jeg har også kigget på Tjørnehaven, men både min mand og jeg er førtidspensionister, så vi kan ikke flytte ind i Vollsmose. Men vi venter nok og ser, hvad vi får tilbudt af Civica, for så får vi også flytningen betalt. Det vigtigste er, at jeg kommer til at bo et sted, hvor jeg kan se mig selv resten af mit liv.

Amina Keynan, 18 år, Granparken

- Vores lejlighed skal rives ned, så udviklingsplanen og nedrivningerne får helt klart konsekvenser for mig, fordi jeg så skal flytte. Selvom boligforeningerne har lovet mig og min familie en bolig et andet sted i Odense, så er det måske svært at finde et sted, som føles helt rigtigt.

Både i forhold til afstand til eksempelvis skoler, men også i forhold til naboer og nabolaget generelt. Jeg har boet i Vollsmose lige så længe, jeg husker, og jeg vil selvfølgelig savne stedet og det helt unikke bånd mellem os naboer og de utrolig flotte naturområder, som er tilgængelige hele tiden.

Men jeg ser heller ikke helt negativt på nedrivningen og ombygningen af Vollsmose, for jeg ser også et sted med nye muligheder for mig. Enten i et ombygget Vollsmose eller et andet sted i Odense.

Kirsten Hansen, 87 år, Lærkeparken

- Det er ikke endeligt besluttet, hvad der skal ske med min bygning. Sådan har jeg forstået det på de møder, jeg har været til. Så jeg ved ikke, om vi er købt eller solgt. Men jeg forventer, at vi får det endeligt at vide snart. Eller går jeg ikke og tænker på den plan. Det gør jeg faktisk ikke.

Jeg går ikke på den måde og forestiller mig fremtiden. Jeg tager det, som det kommer. Jeg har boet her i 20 år, og der har været lagt så mange planer, som alligevel ikke er blevet til noget. Så jeg er heller ikke så bekymret. Hvis omdannelserne kommer, er det alligevel først om fem år. Det er langt ude i fremtiden. Men jeg vil da gerne blive boende, hvis jeg kan. Hvis det endelig skulle være, så vil jeg gerne flytte til Odense SV, for der har jeg familie.

Leif Rasmussen, 68 år, Fyrreparken

- Udviklingsplanen får sådan set ikke nogen konsekvenser for mig, fordi vi i Fyrreparken allerede har en plan om at bygge om. Den begynder i foråret med renoveringer, og der skal kun nedlægges 26 boliger. Jeg har boet i Fyrreparken i 42 år, og jeg synes, at planen er en nødvendighed.

Man har forsøgt i så mange år at løse problemerne uden held. Vi er også en del af Odense her i Vollsmose, så vi skal være lige så velfungerende som resten af byen og ikke bare være kommunens skraldespand.

Jeg har set tegningerne for, hvordan man ønsker, at Vollsmose skal se ud i fremtiden. Hvis de kan realiseres med letbane og private investorer, ser det godt ud, synes jeg. Fordi jeg er en ældre herre, der bor på 3. sal, har jeg søgt bolig i Tjørnehaven, men jeg tror på, at fremtiden og boligerne i Fyrreparken bliver virkelig glimrende.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere