Spring navigation over

Husk hjelmen, når du kører på løbehjul

Det nye transportmiddel er også populært i Vollsmose. Her er et løbehjul blevet efterladt på centerstien.

Det er ikke kun i Odense C, at børn og unge suser rundt på el-løbehjul. Også i Vollsmose har det nye køretøj gjort sit indtog. Det er dog ikke kun lutter lagkage at ræse afsted på stierne i bydelen. Risikoen for skader er nemlig meget større, når man kører el-løbehjul end på cykel, ifølge Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH.

Brækkede håndled, smadrede tænder og hudafskrabninger. Det er bare nogle af de skader, folk har pådraget sig, når de er faldet af et af de populære el-løbehjul.

Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH har de seneste to måneder registreret over 20 personskader efter brug af el-løbehjul. Skader, der var så alvorlige, at der var brug for behandling på skadestuen på OUH.

Glemmer hjelmen

Med skader på hænder, arme og hoved minder skaderne på el-løbehjul meget om de skader, man får, når man vælter på cykel. Derfor kan risikoen for skader på hovedet og i ansigtet minimeres, hvis man husker cykelhjelmen, inden man ruller afsted på løbehjulet. Kun tre af de tilskadekomne på el-løbehjul havde brugt cykelhjelm.

På den positive side tegner statistikken dog et billede af, at folk er gode til at lade øl, vin og spiritus stå, når de skal køre på el-løbehjul. På OUH vurderer man ikke, at der er nogen af de registrerede uheld, hvor alkohol har spillet en større rolle.

Større risiko for uheld

Analysegruppens optælling viser, at der i gennemsnit sker cirka 10 skader efter uheld på el-løbehjul om måneden. Tallet skal holdes op mod, at der på OUH normalt behandles omkring 130 personer om måneden efter uheld på cykler og knallerter.

Turene på el-løbehjul er ofte korte ture, hvorimod der køres længere distancer på cykel og knallert. Analysegruppen har beregnet, at hvis man kører én kilometer, så er risikoen for at komme til skade på el-løbehjul 8-10 gange større, end hvis man kører på cykel eller knallert.

Mænd får oftest skader

De, der oftest havner på skadestuens briks efter et uheld på el-løbehjul, er mændene. Ifølge statistikken er femten mænd og syv kvinder kommet til skade. Blandt dem var kun en enkelt under 15 år. Derudover ses der flest uheld i dag- og aftentimerne, mens der kun har været få uheld om natten.

Undgå skader

Ifølge Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH skyldes skaderne på el-løbehjul primært tre ting. For det første er der tale om et nyt transportmiddel, som vi skal vænne os til at bruge. For det andet giver løbehjulets smalle styr og små hjul en dårlig stabilitet. Og for det tredje har el-løbehjulene en ret høj topfart. Derfor er deres anbefaling klar: Øv dig på løbehjulet, inden du begiver dig ud i trafikken, og husk cykelhjelmen.

Regler for el-løbehjul

  • Du skal være fyldt 15 år for at køre i trafikken.
  • Børn under 15 år må kun køre på el-løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover.
  • Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.
  • Du må ikke have passagerer med på løbehjulet.
  • Du skal køre med lys på hele døgnet.
  • Promillegrænsen er 0,5. Der er nulgrænse for ulovlige stoffer.

Find alle reglerne for el-løbehjul på www.sikkertrafik.dk

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her