Spring navigation over

Et (hjem)land langt væk

Amina Bashirs besøg i Somalia bød bl.a. på ture på lyse sandstrande. Foto: Amina Bashir

Hvor hører jeg hjemme? Det spørgsmål fyldte en del, da Amina Bashir fra Bøgeparken for første gang besøgte sit andet hjemland Somalia denne sommer.   

Jeg stirrede ud ad det lille vindue på flyvemaskinen og lige ned i noget af det klareste blå vand, jeg nogensinde havde set. Synet var for-
underligt, og min begejstring blev ekkoet af min lillesøster, som udbrød:

- Det er så blåt! Hva’, er vi ved at lande i vand?

Jeg kiggede over på hende og grinte. Selvfølgelig var vi ikke det, og det vidste en 18-årig jo også. Men jeg kunne sagtens forstå hendes tanke. Vi var nemlig få meter over det klare blå hav, og jeg sad og smilte for mig selv; lykkelig over, at det første, jeg så af Somalia, var utrolig smukt.

LÆS OGSÅ: Filminstruktør lader Somalia tale selv

Den strålende sol fik det til at ligne, at der var tusindvis af små krystaller på vandets overflade. Hvorfor havde jeg aldrig hørt, at lufthavnen lå lige ud til havet, tænkte jeg for mig selv. Og hvorfor havde ingen fortalt mig, at velkomstsynet gjorde én helt paf?

Begge mine forældre havde besøgt Mogadishu, Somalias hovedstad, inden for de seneste par år. Ovenikøbet for første gang siden de flygtede derfra på grund af borgerkrigen i 1990’erne. Selvom de havde fortalt en del om livet i Somalia før krigen, kunne jeg ikke dulme de ambivalente følelser, der sneg sig op gennem min mave, da jeg kiggede på den smukke indflyvning. På den ene side kunne jeg ikke lade være med at føle, at mine forældre havde holdt igen med deres historier om Somalia, og at jeg derfor manglede noget helt fundamentalt, der kunne forstærke mit tilhørsforhold til landet. På den anden side syntes jeg, at det var forkert, at jeg følte sådan. Jeg kunne slet ikke rumme tanken om, hvor hårdt det måtte have været for dem at komme tilbage til rødderne og se det i en tilstand, der var så fjern fra den, de engang havde kendt. Og nu sad jeg så som 24-årig i et lille, rystende fly og øjnede det for første gang nogensinde. Jeg skulle være hos min mormor i en måned, og nøj hvor opdagede jeg, for hver dag der gik, at jeg egentlig ikke vidste meget om mit hjemland.

Somalier eller fremmed?


Allerede i lufthavnen kom den første ’hvad-sker-der-lige-her-oplevelse’. Vi var en større gruppe, der rejste sammen. Min mor, mine to yngre søstre, min storebror, min moster og hendes ældste børn - min kusine på 14 år og min fætter på 12 år. Derudover var der en anden familie, som vi har kendt i mange år. Vi stod alle i kø med vores rødbedefarvede pas og skulle igennem immigrationen for at få stemplet vores visum. Jeg begyndte at blive småirriteret, mens vi stod der i køen. Endnu engang ekko-ede min søster følelsen i mig:

- Hvorfor skal vi stå hér? Som om vi er fremmede og ikke somaliere.

- Det er vi måske også, svarede jeg. Vi talte lidt om det, fjollede rundt, og irritationen gik over. Men det spørgsmål og mit svar, tænker jeg alligevel stadig på.

Første gang i Somalia


Som lille beskrev jeg Somalia som ’et land langt væk’, når andre børn spurgte, hvor jeg kom fra. Geografi ligger ikke lige til højrebenet for de fleste børn, og måske kunne jeg i virkeligheden heller ikke præcisere beliggenheden uden at hive et verdenskort frem. Nu befandt jeg mig for første gang i ’landet langt væk’, og jeg følte mig tilstede som aldrig før. Jeg lagde mærke til stort som småt og betragtede hver en krog og sprække. Mogadishu bar præg af krig. Gentagne gange spurgte jeg min mor, om hun virkelig var sikker på, om de veje, vi kørte på, nogensinde havde været asfalteret. Hun forsikrede mig, at det havde de altså været, men sådan var resultatet af krigens ødelæggelse. Indeni gjorde det ondt at se de omfattende skader, og mit hjerte græd, da en ældre mand, som lige så godt kunne have været min bedstefar, tiggede os om penge. På trods af sorgen var jeg stadig taknemmelig for, at mine forældre syntes, det var på tide for mig og mine søskende at opleve Somalia.

Hvor kommer du fra?


Selvom min viden om Somalias geografi stadig trænger til en finpudsning, så har jeg til gengæld styr på det somaliske sprog - eller det er i hvert fald ret flot for en ’di-aspora’, som vi så ofte blev kaldt. Men på trods af at vi i Somalia blev rost for at tale flydende somalisk, kunne vi ikke undgå spørgsmålet: ’Hvor kommer du fra?’. En af de første gange, jeg blev spurgt, svarede jeg uden at tøve: ’Herfra’. Butiksejeren, der havde spurgt, var en lav og næsten tandløs mand med kærlige øjne. Han kluklo, da han hørte mit svar, og sagde:

- Nej, seriøst, hvor kommer du fra?

 Jeg blev stædig uden rigtig at vide hvorfor og svarede skarpt:

- Er det ikke ligegyldigt?

For i min optik var det. Jeg vidste godt, at manden ikke havde ment spørgsmålet på nogen provokerende måde, men det tirrede mig, at jeg blev mødt med det spørgsmål, uanset om jeg var i Somalia eller Danmark. Kunne hjem for mig ikke være efter min egen definition? Kunne ’hjem’ for mig ikke være begge steder - samtidig?

Livet sættes i perspektiv


Da det var vores første besøg i Somalia, var min mormor opsat på, at vi skulle se lidt af det hele, så vi opførte os naturligvis som turister. Hun havde dog nogle forbehold. Forbehold jeg ikke behøver at tage hjemme i Danmark. Vi skulle helst være hjemme, inden mørket faldt på. Vi skulle helst ikke vifte med vores mobiler, ligesom min onkel gør og derfor engang blev røvet i en lille gyde i dagslys. Vi skulle helst holde os fra den indre by og regeringsbygninger, for de områder kunne blive udsat for bombeangreb. I løbet af de fire uger, vi var i Mogadishu, var der fire bombeangreb. To af dem hørte jeg, og min storebror var alt for tæt på et af dem. Den slags oplevelser sætter den trygge hverdag i Danmark i perspektiv.

LÆS OGSÅ: Mohammed Farah: Din generation vil vende skuden

Men besøget var også meget andet end bumlende veje, frygt og sorg over landets ødelæggelse. Det var også ture på strande med lyst sand og parker med dyr, der gemte sig i små buske. Det var akacietræer i landskabet og køer, geder og kameler i bybilledet. Aber, der løb rundt på tagene og fugle, jeg ikke genkendte. Det var en omgang Uno eller Kalaha med familien og en kop te krydret med kardemomme, nelliker, ingefær og en god sjat kamelmælk. Det var familiemedlemmer og bekendte, som vi aldrig havde mødt før, der kom og sagde hej. I et hjem med så mange mennesker bliver hver dag til en oplevelse. Hver aften tilbragte vi i den store forhave, som var omgivet af en høj mur, så jeg kunne sidde under den stjernefyldte himmel uden tørklæde på og få vind i håret og betragte nattehimlen. Jeg har aldrig været så afslappet, som jeg var der.

Selvom jeg nød ugerne i Mogadishu, sad en smag af dårlig samvittighed i min mund, hver gang jeg spekulerede på, om jeg mon kunne bo i der. Virkeligheden var barskere, end jeg lige havde forestillet mig. Det var tydeligt, at folket i Somalias hovedstad havde levet et hårdt liv, og at de knoklede for at få hverdagen til at løbe rundt. Selv efter at være kommet tilbage til Danmark, kan jeg ikke svare på spørgsmålet, om jeg nogensinde vil høre hjemme i Somalia. Men sjovt nok har min mors veninder omdøbt mine søskende og jeg ’Reer Soomaaliya’, som betyder ’familien Somalia’.  Det får mig til at bryde ud i et kæmpe smil, for nu kan jeg i det mindste sige, at jeg har været i ’landet langt væk’.

Seneste Artikler

En hyldest til centervagten

Læs mere

Bayoumi vil inspirere unge til at drømme stort

Læs mere

Mit møde med Vollsmose

Læs mere

Stemmer fra byen

Læs mere

Walid levede for at hjælpe andre

Læs mere

I det seneste nummer af VollsmoseAvisen kan du blandt andet møde musikeren Bayoumi, der gerne vil inspirere unge i Odense til at følge deres drømme. Du kan også læse om centervagten på Vollsmose Torv, du kan lære at lave dine egne lysglas og lære at bage nordiske kæmpeklejner. 

Læs her