’Mange er bange for at snakke om negativ social kontrol, men det er den eneste måde, vi kan stoppe det på’
28. november 2019 Vollsmoses bydelssøstre satte fokus på negativ social kontrol med en konference den 24. november. Foto: Nasra Hussein, Leyla Adan og Adna RoobleNegativ social kontrol er en virus, og vi er selv antibiotikaen, siger Sarah. Hun fortæller her sin historie for at være med til at bekæmpe den form for kontrol, der i en årrække påvirkede hendes livskvalitet og muligheder.
Alting ændrede sig, da Sarah blev gift. Forældrene havde egentlig været imod ægteskabet. De syntes, at det var for tidligt. Men hun var 18 år og forelsket. Indtil da havde hun været en aktiv teenager med interesse for kampsport, musik, mode og make-up. Hun kom fra et hjem, hvor hun og hendes søskende havde medbestemmelse. Der var regler, men også frihed. Hun måtte tage til fester, men ikke drikke alkohol. Hun havde drengevenner, men kærester var forbudt. Hun lyttede til rock og heavy metal og gik i vildt tøj, selvom moren hadede det. Og hun ville giftes med den mand, hun havde forelsket sig i.
- Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han giftede sig med mig, for han vidste jo, hvem jeg var. Men da vi først var gift, ville han kontrollere alt. Det var som at være i et åbent fængsel, fortæller Sarah, der ønsker at være anonym af hensyn til sine børn.
LÆS OGSÅ: Kvinder sætter social kontrol til debat
- Jeg skulle spørge om lov til alt, men fik alligevel altid nej. Hvis jeg sagde, jeg havde lyst til te, sagde han, at jeg skulle have kaffe. Jeg måtte ikke gå med sminke eller i stramt tøj, fordi jeg skulle være ’en pæn pige’. Han surmulede for eksempel i flere dage, fordi jeg havde rød neglelak på, og det var ’luderagtigt’. Jeg måtte ikke være alene med min familie, og jeg måtte ikke have venner. Det lyder måske som små ting, men jeg følte mig så kvalt, siger Sarah og fortæller, at hun følte, hun havde pligt til at lytte til sin mand og rette sig efter det.
Stoppede med at smile
RED Center mod æresrelaterede konflikter definerer negativ social kontrol, som handlinger, kontrol eller sanktioner, der hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og rettigheder. Det findes i forskellige former på tværs af etnicitet, kultur, religion og social status, ifølge RED. Sarah betegner selv den adfærd, hun oplevede, som negativ social kontrol.
Hun husker tilbage på ægteskabet som nogle meget lange år, hvor selvtilliden og selvværdet gradvist dykkede. Det var særligt svært, at hun ikke måtte tage en uddannelse, men skulle passe hjemmet, familien og sørge for madlavning.
- Jeg havde ingen fri vilje, og jeg blev hele tiden kritiseret og fik at vide, at jeg ikke duede til noget. Der var altid for meget salt i maden eller for lidt peber eller ikke nok chili. Det var bare aldrig tilpas. Man dør lidt hver dag, når man hele tiden hører den slags, siger Sarah, der af flere årsager var bange for sin mand og derfor ikke turde at forlade ham.
Men en dag sagde Sarahs far ’stop’. Han kunne ikke længere genkende sin datter, der aldrig smilede længere og havde mistet troen på livet og sig selv. Hun gav ham fuldmagt til at sætte en skilsmisseproces i gang, og efter noget tid blev Sarah skilt og flyttede.
Kontrol skal stoppes
Selvom Sarahs liv i dag ser markant anderledes ud, og hun med egne ord er kommet videre, så kan hun ikke lade være med at bebrejde sig selv, når hun tænker tilbage på tiden med sin eksmand.
- Hvorfor sagde jeg ikke stop? Hvorfor satte jeg ikke spørgsmålstegn, da kontrollen begyndte? Man skal jo simpelthen ikke finde sig i den slags, så hvorfor gjorde jeg det? Det spørger jeg mig selv om, siger hun og understreger, at hun fortæller sin historie, fordi hun vil bekæmpe negativ social kontrol og bryde tabuet omkring det.
- Mange er bange for at snakke om negativ social kontrol, men det er den eneste måde, vi kan stoppe det på. Vi skal opdrage vores børn, så de ikke viderefører den type adfærd. Det er en virus, der bare spreder sig, og vi er selv antibiotikaen, siger Sarah og slutter med en opfordring:
- Lad være med at tænke så meget på, hvad andre tænker, for det er dér, kontrollen begynder.
Navne og visse detaljer i denne artikel er ændret af hensyn til de involverede parter. Sarahs rigtige navn er kendt af redaktionen. Dette er alene hendes udlægning.
Her kan du søge hjælp
RED Center
Oplever du, at andre bestemmer over væsentlige dele af dit liv, for eksempel hvem du skal giftes med, hvilken uddannelse du skal have eller hvem, du må ses med? REDs hotline er åben døgnet rundt, og her kan man tale med en erfaren rådgiver. Man kan også skrive i deres anonyme brevkasse via hjemmesiden www.red-center.dk.
RED tilbyder også personlig rådgivning og konfliktmægling. Unge kan ringe alle dage døgnet rundt på REDs hotline 70 27 76 66. Rådgivning for forældre alle hverdage kl. 9.00 - 15.00 kan ske på telefon 70 27 03 66.
Center for Familier og Unge, Odense Kommune
Odense Kommune tilbyder rådgivning om social kontrol og æresrelaterede overgreb. Rådgiverne er blandt andet sikkerhedskonsulenter, der er trænet til at vurdere risikoen og opretholde sikkerheden for de unge, det handler om. Skal du i kontakt med rådgiverne, kan det ske via budigital.buf@odense.dk eller på telefon 65 51 85 00.