Kvinder fejrede kampdag i Vollsmose
12. marts 2019 Bydelssøster Kaja Vigtoft fra Lærkeparken delte sin personlige historie, da kvindernes kampdag blev fejret i kulturhuset den 8. marts.Den 8. marts samlede Vollsmoses bydelssøstre andre kvinder i Vollsmose for at fejre kvindernes internationale kampdag. Her delte nogle af bydelssøstrene personlige historier for at bryde tabuer, og det gav stof til eftertanke blandt de fremmødte.
I’m every woman, it’s all in meeeee. Chaka Khans stemme brager ud af højtalerne i kulturhusets store sal, hvor kvinder i alle alder og farver strømmer ind og langsomt indtager stolerækkerne. Det er 8. marts - kvindernes internationale kampdag, som hvert år bliver markeret verden rundt for at sætte fokus på kvinders rettigheder og ligestilling.
LÆS OGSÅ: Vollsmoses kvinder vil give medsøstre en hjælpende hånd
Langs væggen ved scenen står Vollsmoses bydelssøs-tre iført hvide t-shirts med røde kvindetegn. Det er dem, der har inviteret andre kvinder i Vollsmose til kampdag.
- Vi vil fortælle vores historier på godt og ondt. Vi vil sige sandheden, som den er uden filter for både at bryde med svære tabuer og oplyse andre kvinder. Vi vil stå frem for dem, der ikke selv kan, magter eller tør, siger Metha Aagé Maul, der er bydelssøster og talskvinde.
Historier gør indtryk
Bydelssøstrene er kvinder fra Vollsmose, der gør en frivillig indsats med at hjælpe andre kvinder i bydelen. En efter en træder en lille håndfuld frem på scenen, mens de resterende danner en kæde bag dem. Foran publikum fortæller de deres personlige historier om fysisk og psykisk vold og omskæring af kvinder. Hver historie udløser stående bifald, men også tårer rundt omkring i salen.
Netop de stærke beretninger fra bydelssøstrene gør indtryk blandt de fremmødte kvinder.
LÆS OGSÅ: Vollsmoses bydelssøstre bryder svære tabuer
- Det er så vigtigt for mig at høre de historier, for vi hører dem ikke hele tiden. Jeg troede, at jeg var en stærk kvinde, men de kvinder på scenen. Wow, de er stærke. Nu tænker jeg, at jeg er en privilegeret kvinde, siger Jane Zoppi, der bor i Lærkeparken.
- Deres historier sætter min egen kamp i perspektiv, og jeg tager med mig, at det ikke er nok at kæmpe selv. Vi skal også kæmpe for hinanden. Og så skal vi kvinder huske, at vi er værdige, tilføjer hun.
Hjælper kvinder hver dag
En anden kvinde, der er mødt op for at fejre den internationale kampdag, er Heba Dirawi fra Slåenhaven.
- Jeg er kommet for at være med til at kæmpe for kvinders rettigheder. Det var nogle hårde historier, der blev fortalt, og jeg blev meget rørt, fordi jeg også genkender temaerne. Men det er sådan, vi bliver stærkere, og jeg er blevet mere motiveret for at kæmpe, siger hun.
Det er ikke kun på kvindernes internationale kampdag, at bydelssøstrene har fokus på kvinders rettigheder og frihed til at bestemme over deres eget liv. De hjælper hver eneste dag andre kvinder i Vollsmose ved at støtte og styrke dem, så de bliver rustet til at hjælpe sig selv, deres børn og familie.