Spring navigation over

’Jeg kan mærke stoltheden i hele kroppen’

Den 15. marts var der gallapremiere på ’Q’s Barbershop’ i Nordisk Film Biografer på banegården i Odense. Her fejrede Qasim Ahmed og flere af filmens med virkende premieren.

Efter to år med et kamerahold i hælene er frisør Qasim Ahmed og hans salon blevet til en færdig dokumentarfilm. Den er blevet modtaget præcis, som hovedpersonen havde håbet.

Første gang Qasim Ahmed så hele dokumentarfilmen om sig selv og sin barbershop, var på sin telefon i toget på vej til København og studiet hos Radio24syv.

- De andre i toget må have undret sig, for jeg grinte højt og smilede hele vejen i toget, fortæller iværksætteren, der er hovedpersonen i den nye dokumentarfilm  ’Q’s Barbershop’.

Den kan ses på DR TV fra den 31. marts, men bliver allerede nu vist i biografen som en del af filmfestivalen CPH:DOX, hvor filmen er udtaget til kategorien NORDIC:DOX AWARD.

 

En ærlig og sjov film

I filmen følger man Qasim Ahmed, når han klipper børn, unge og ældre mænd og laver fede afrofrisurer. Mens kunderne sidder i frisørstolen, går snakken om livets store og små spørgsmål - fra jobsøgning, musik og kærlighed til rejser, kriminalitet og selvfølgelig hår. Filmen om barbersalonen i Vollsmose Torv og Qasim, der som barn kom til Danmark fra det krigsramte Somalia, har allerede fået en del opmærksomhed blandt medier, politikere og publikum. Selv Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sendt en hilsen til den selvstændige frisør. Og det sker trods alt ikke hver dag.

LÆS OGSÅ: Q's Barbershop bliver til dokumentarfilm

- Jeg er rigtig glad og så stolt. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Da jeg så filmen første gang, fik jeg det bare sådan: ’Wow!’, siger Qasim Ahmed og fortsætter:

- Jeg synes, at det er blevet en ærlig og sjov film, der viser positive sider af Vollsmose. Og så er den interessant klippet og bruger musik på en spændende måde.

 

Vil rykke ved fordomme

Selvom Qasim Ahmed den sidste tid har rejst mange gange fra Vollsmose til København for at blive interviewet og deltage i filmvisninger, så begyndte filmrejsen for næste tre år siden. I over to år har filmholdet fulgt i hælene på iværksætteren og hængt ud i salonen for at få optagelserne i kassen.

- Det har været en lang proces at filme, og der har været både op- og nedture undervejs. Jeg er jo vant til at være selvstændig og fri, men det kræver meget planlægning at filme. Jeg har til gengæld fået venskaber undervejs og en rigtig god afslutning på det hele, siger Qasim Ahmed, der sagde ja til at være med, fordi instruktør Emil Langballe ville fortælle en positiv historie om Vollsmose.

- De har holdt, hvad de lovede og vist Vollsmoses gode sider. Det er der brug for. Jeg tror også, at filmen er med til at nedbryde fordomme. Selvfølgelig er der hadefulde mennesker derude, som man ikke kan rykke ved, men dem, der måske bare ikke ved så meget om Vollsmose, dem tror jeg 110 procent på, at vi kan rykke, lyder det fra Qasim Ahmed. 

At se sig selv på det store lærred har også rykket ved den driftige iværksætter.

- Det er jo sjovt og mærkeligt at se sig selv udefra på den måde, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg gør noget godt, som jeg skal fortsætte med, siger Qasim Ahmed.

’Q’s Barbershop’ kan ses på DR3 den 10. april og streames på DR TV / dr.dk fra den 31. marts.

Slide 1 af

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere