Et medrivende og humoristisk indblik i tankerne hos Vollsmoses drenge
29. marts 2019’Q’s Barbershop’ er en spændende og humoristisk dokumentarfilm, der bidrager med en anderledes fortælling om Vollsmose og dets beboere og dermed er et frisk pust i debatten om bydelen.
Mange har før forsøgt at portrættere Vollsmose, men ingen har før gjort det gennem en frisørsalon, fede frisurer og samtalerne, der opstår i frisørstolen. Det gør den nye dokumentarfilm ’Q’s Barbershop’ af Emil Langballe. Den skildrer hverdagen hos unge drenge og mænd i Vollsmose, der alle kommer til Q’s Barbershop og frisør Qasim i Vollsmose Torv for enten at få en brush cut, dreads, Will Smith, mini afro, house party eller en low skin fade, hvis man nu har hovedformen til det.
Qasim lytter til kunderne
I filmen bliver livet i og omkring Vollsmose vist og beskrevet med både underspillet humor og sørgelige barndomserindringer. Skiftevis får de unge herrer lov til at sidde i stolen, mens de får en ny frisure foran det store spejl på den bordeaux væg. Vi følger hovedpersonen Qasim fra Vollsmose, der - selvom han både har flere virksomheder og en familie at se til - står op i ni timer om dagen og klipper hår. En situation han har det ambivalent med. For på den ene side vil han hellere købe et hus på Strandvejen eller bo i et højhus i Dubai. Men han kan se, at hans barbershop er blevet et centralt samlingssted for unge drenge. Et samlingssted, der giver dem rum til at lette, hvad de har på hjerte. Og Qasim lytter.
Sideløbende får vi også et historisk tilbageblik på Somalia, som Qasim måtte flygte fra som barn, og et indblik i, hvordan han sidenhen har kæmpet og fortsat kæmper en brav kamp for at skabe et hjem.
Medrivende fra start
Dokumentarfilmen er godt skruet sammen, men er hverken en banebrydende eller specielt spektakulær fortælling. I mine øjne bekræfter den nogle fordomme om, hvordan der bliver talt ’perker-dansk’ i Vollsmose og om ghetto-smarte sjakaler, der enten lige har været inde at sidde eller stadig er i det kriminelle miljø. Alligevel er det svært ikke at blive revet med, når charmerende personligheder indtager frisørstolen. Især når en af dem begynder at synge som en drøm, eller Qasims søn begynder at græde, når afrohåret bliver redt i hårde ryk. Skaren af fortællinger er bred, og nogle er mere interessante end andre. Ikke desto mindre er filmen medrivende fra første til sidste minut.
Opgør med stereotyper
Det, der for alvor gør dokumentaren til noget specielt, er stemningen og følelsen, når Qasim spørger kunderne: ’Hvordan går det med dig?’ eller ’Hvad går du rundt og laver?’. De unge drenge åbner op og deler deres tanker og frustrationer, men også håb og humor. Og det er især samtaler om tilhørsforholdet til Vollsmose, som drengene får vendt med Qasim. Andre gange falder samtalen på kærlighedsforhold, der enten er bristet eller under udvikling. Netop i de samtaler bliver Vollsmoses mange forskellige sider vist frem, og der bliver gjort op med de kriminelle stereotyper fra den berømte ’ghetto’.
Dokumentarfilmen forsøger ikke at skabe et glansbillede af Vollsmose, men udfordrer bydelens dårlige rygte ved at give den varme stol til den, som færdes der til daglig - både børn, arbejdsløse og arbejdssøgende unge drenge, tidligere kriminelle og ældre mænd. Og det er et friskt og tiltrængt pust til den offentlige, overordnede fortælling om Vollsmose.
Så hvis du, ligesom jeg, har undret dig over, hvad der egentlig foregår i hovedet på de unge drenge fra Vollsmose, vil jeg sende min varmeste anbefaling efter ’Q’s Barbershop’.
’Q’s Barbershop’ kan ses på DR3 og DR.dk den 31. marts.