Genhusning rejser spørgsmål
29. maj 2019 Over de næste 10 år skal alle beboere i Vollsmoses parker enten midlertidigt eller permanent genhuses. Foto: ColorboxMange beboere skal permanent genhuses, og flere skal midlertidigt genhuses over de næste ti år. Det rejser mange spørgsmål blandt bydelens beboere.
Hvor skal vi flytte hen? Hvad bliver min husleje? Hvad med mit netværk? Og hvem betaler flytningen? Det er nogle af de spørgsmål, der fylder blandt Vollsmoses beboere - især efter planen over nedrivninger i seks af bydelens ni afdelinger blev præsenteret i starten af maj.
I Birkeparken skal 200 af boligerne eksempelvis være nedlagt inden for ti år. 171 af boligerne er allerede fastlagt til nedrivning. Herudover skal yderligere 29 boliger nedrives eller ombygges, men det er endnu uvist hvilke boliger, det bliver. Ser man på planen, der blev bragt i sidste udgave af Vollsmose Avisen, er alle boliger i Birkeparken i spil lige nu.
Ulla Hansen bor i en af de lejligheder, der endnu ikke er taget stilling til. Hun er medlem af afdelingsbestyrelsen og oplever lige nu, at mange beboere har spørgsmål om netop husleje og placeringen af en ny bolig - ligesom hun selv har.
- Hvad bliver huslejen, når boligerne er blevet renoveret? Er den steget meget, eller har jeg råd til at flytte tilbage i min lejlighed? Det er noget af det, jeg selv tænker på, og som også giver nogle bekymringer, siger hun.
Mange skal flytte midlertidigt
Udover at 1.000 boliger skal nedrives i afdelingerne langs Vollsmose Allé og Åsumvej, så skal de resterende 1.900 boliger i de seks afdelinger gennemgå renoveringer og omdannelser. Det betyder, at beboere, der ikke skal flytte permanent, skal genhuses midlertidigt, mens renoveringerne står på. Og det rejser også spørgsmål blandt beboere i Bøgeparken, hvor nedrivningerne vil gå i gang i slutningen af 2021.
- Hvorfor skal de renoveres? Hvem betaler for flytningen? Og skal vi bo her, imens maskiner og håndværkere river andre boliger ned ved siden af, og kommer det til at larme fra byggepladsen? spørger Salem Said. Han bor med sin kone og børn i Bøgeparken i et rækkehus, der skal blive.
Han er også næstformand i afdelingsbestyrelsen og bekymret for, hvor de beboere, der skal genhuses permanent, skal flytte hen.
- Og hvis de har nogle problemer, hvordan vil man så løse dem? Skal de ikke blive ved med at få hjælp til deres problemer, selvom de ikke længere skal bo i Vollsmose? siger han.
Bekymret for hinanden
Også Ulla Hansen tænker på naboer og bekendte i sin afdeling. Hun kender beboere, der sjældent kommer ud af deres boliger.
- Hvad skal der ske med dem? Det bekymrer jeg mig om, siger hun og fortæller, at hun selv tænker meget på, hvordan hendes netværk i bydelen vil blive påvirket af den store omdannelse, Vollsmose står over for.
- Hvis jeg har råd efter en renovering, vil jeg gerne flytte tilbage i min lejlighed, for jeg vil helst ikke miste mit netværk. Her ringer folk til mig for at høre, hvordan jeg har det, hvis mit lys har stået tændt lidt for længe. Det giver mig en stor tryghed, og den slags tillid og relationer er svære at opbygge et nyt sted, når man har en vis alder, siger Ulla Hansen, der har boet i Vollsmose i ni år.
Kan ikke få svar på alt
Både Civica og FAB - de to boligorganisationer i Vollsmose - har i løbet af maj afholdt kaffemøder, hvor berørte beboere har kunnet stille medarbejdere spørgsmål om deres situation. Den 19. juni holder Civica desuden møde for beboere i deres afdelinger, og i Birkeparken inviterer FAB fortsat til kaffemøder. Det sætter Ulla Hansen stor pris på:
- Kaffemøderne er ikke bare guld, men diamanter værd, og jeg synes, at vi får mange svar fra FAB. Der dukker jo hele tiden nye spørgsmål op, når man sidder derhjemme og spekulerer, siger hun og fortæller, at hun har set beboere til kaffemøderne, som hun ellers ikke sædvanligvis ser til møder for afdelingen.
- Jeg har indstillet mig på, at vi ikke kan få svar på det hele, fordi man ikke er så langt med planerne endnu. Selvom vi ikke kan få alle svarene endnu, så ved vi i det mindste, at vi bliver genhuset, får en samtale med en konsulent, og at der vil blive taget hensyn til vores behov, så godt som FAB kan. Det skaber i det mindste lidt ro, siger Ulla Hansen.