Årets Borger kæmper for Vollsmose gennem frivilligt arbeje
31. januar 2019 Thomas Skov Jensen fra Vollsmoses Samarbejdsråd overrakte diplom og lækkerier til vinderen af Årets Borger 2018, der blev 33-årige Elena Mirela Stefan.Elena Mirela Stefan vandt prisen som Årets Borger i Vollsmose 2018 for blandt andet sit frivillige arbejde som rollemodel i Community Center Vollsmose og som borgerjournalist på Vollsmose Avisen.
- Jeg er meget spændt og lidt stresset ved tanken om, at alle måske skal kigge på mig, hviskede Elena Mirela Stefan fra Fyrreparken, da hun havde sat sig ved et af cafébordene i kulturhuset med sin familie.
LÆS OGSÅ: Årets Borger vil være rollemodel for de unge
Sammen med de fem nominerede til Årets Borger 2018 og andre nysgerrige beboere var hun i sidste uge mødt op for at finde ud af, hvem der denne gang ville få prisen, der for 10. gang blev uddelt til en beboer, der har gjort en særlig indsats for bydelen i årets løb.
En hyldest til helte
Snacks og levende lys var sat frem på bordene, tv-stationen Odense Ser Rødt var på pletten, og Vollsmoses Samarbejdsråd, der i år havde udvalgt vinderen og stået for prisuddelingen, stod bag baren.
- Årets Borger er en rigtig god mulighed for at få de gode historier fra Vollsmose frem. Det er vigtigt at hylde vores helte, og der er så mange i bydelen, der er værdige til prisen, sagde Thomas Skov Jensen fra Samarbejdsrådet, der består af repræsentanter fra Vollsmoses ni afdelingsbestyrelser.
Der var fem nominerede til Årets Borger 2018. Udover Elene Mirela Stefan var de andre nominerede Vollsmoses bydelssøstre, Salem Said Abdul Rahman, Joan Pedersen og Sarwa Sharif.
Forbillede og god nabo
- Jeg håber, Elena vinder. Hvis man kunne stemme om vinderen, ville jeg stemme på hende, fordi hun gør meget for sin familie og for Vollsmose. Hun er bare god, lød det fra Krystyna Abramowicz Michalak fra Lærkeparken lige inden, Thomas Skov Jensen tog ordet for at udløse spændingen.
- Det har været rigtig svært at vælge en vinder, og alle nominerede er super værdige til at vinde. Vi har valgt en, der arbejder utrætteligt for bydelen, er hjælpsom, et godt forbillede og den gode nabo, alle gerne vil have, forklarede han, inden han afslørede vinderen:
- Vi har valgt Elena.
Mundlam af overraskelse og indhyllet i klapsalver kunne Elena Mirela Stefan rejse sig for at modtage sit diplom og titel.
- Wow, bare wow, udbrød hun foran publikum og kameraer, der knipsede løs.
Vil vise det gode
- Det havde jeg slet ikke forventet. Tusind tak allesammen. Jeg er så overrasket, at jeg har lyst til at græde, sagde den nykårede vinder, der fik prisen, fordi hun bruger sine egne erfaringer som ny i Danmark til at hjælpe andre i de udfordringer, de møder.
LÆS OGSÅ: Årets Borger: Der er fulgt et stort ansvar med
Derudover kæmper hun også for at ændre på fordommene om Vollsmose gennem frivilligt arbejde som borgerjournalist på Vollsmose Avisen og som rollemodel i Community Center Vollsmose.
- Der er så mange gode ting i Vollsmose, og jeg vil gerne vise den side. Vollsmose har gjort en stor forskel i mit liv. Det er her, jeg på en måde er startet med at være menneske og elske Danmark. Det er her, jeg har fundet tryghed og sikkerhed. Jeg har selv fået hjælp, mens jeg har boet her, og jeg har fået lyst til at give tilbage, sagde den 33-årige vinder, der oprindeligt kommer fra Rumænien.
En uvirkelig aften
Bydelssøstrene flokkedes efterfølgende om Årets Borger, og flere af de andre nominerede lykønskede hende med den fortjente titel. Også Thomas Skov Jensen var glad for, hvordan aftenen udspillede sig.
- Det var så fedt at se Elenas reaktion, og at hun var så glad og stolt, lød det efterfølgende fra Thomas Skov Jensen.
For Elena Mirela Stefan selv var aftenen en smule uvirkelig:
- Det er en stor anerkendelse, og jeg er stadig i chok. Så nu skal jeg hjem og sove og sikre mig, når jeg vågner i morgen, at det her er virkeligt.