Spring navigation over

'Det er ret svært at skulle vælge uddannelse'

Der var flere forskellige uddannelser repræsenteret på dagen. Her ses en fysioterapeut-studerende.

Senest den 1. marts skal 9. og 10. klasser søge en ungdomsuddannelse. Vollsmose Avisen fulgte i hælene på Mariam Al-Asadi fra Abildgårdskolen, da hun og andre elever var til uddannelsesdag på OUH.

 - Jeg håber, at jeg kan høre noget om at være farmaceut, siger 16-årige Mariam Al-Asadi fra Hybenhaven. Hun går i 9. klasse på Abildgårdskolen og er sammen med klassekammerater og elever fra Roserskolen og Ejerslykkeskolen mødt op til uddannelsesdag på Odense Universitetshospital.

I løbet af dagen kan eleverne møde læger, serviceassistenter, håndværkere og de mange andre faggrupper, der arbejder på hospitalet.

En klokke ringer, og de mange elever stimler sammen for at høre velkomsttaler og blive præsenteret for dagens program.

- Stil nu alle jeres spørgsmål derude, så I bliver klogere på jeres fremtidige uddannelse, lyder opfordringen fra Abildgårdskolens skoleleder, Allan Feldskou, inden eleverne samler sig i mindre grupper for at komme rundt til de forskellige borde, hvor man kan høre om de mange uddannelser, der er repræsenteret på dagen.

 

Gymnasiet er første skridt

Selvom der stadig er mere end en måned til, at Mariam Al-Asadi skal træffe sin endelige beslutning og sende sin ansøgning til en ungdomsuddannelse, så føler hun sig ret overbevist om, at hun ved, hvad hun vil. Allerede forud for uddannelsesdagen har hun nemlig læst om flere uddannelser.

- Jeg vil tage stx - måske på Mulernes Legatskole - og så bagefter læse til tandlæge, siger hun og tilføjer:

- Men det kan godt være, at der er noget her på OUH, der interesserer mig. Og jeg overvejer også farmakonom eller farmaceut.

Mariam Al-Asadis første stop er ved it-supporterne, der begejstret forsøger at mane diverse fordomme om deres fag til jorden. Men ingen af pigerne i gruppen er særligt interesserede i computere. Der er næste stop hos social- og sundhedsassistenterne tydeligvis mere interessant, og nogle af pigerne tager en pjece om uddannelsen med sig videre.

 

Et svært valg

Mariam Al-Asadi og gruppen af klassekammerater kommer både forbi sygeplejersker, lægesekretærer, bioanalytikere og ernæringsassistenter og prøver undervejs kræfter med at tage blodprøver. Umiddelbart er Mariam Al-Asadi ikke interesseret i nogle af uddannelserne. Det er stadig alment gymnasium og tandlæge, der trækker i hende.

- Det er ret svært at skulle vælge uddannelse og tænke langt ud i fremtiden, så jeg kan godt føle mig lidt presset over at skulle tage valget. Det betyder meget for ens fremtid at få en uddannelse, så jeg håber, at jeg kommer ind på gymnasiet, siger hun og går videre til dagens ottende stop: Serviceassistenter.

- Vi er hospitalets muldvarper, der bevæger os i husets gange under jorden, fortæller serviceassistenterne og tager elevflokken med på en tur ned i hospitalets tunneler for at vise, hvad de snakker om.

LÆS OGSÅ: Guide: hjælp dit barn med uddannelsesvalg

Stx er stadig mest populært

Søgningen til erhvervsuddannelserne steg i 2018 efter at have været faldende i flere år. En gymnasial uddannelse er dog stadig det mest populære valg blandt landets elever i 9. og 10. klasse, ifølge tal fra Undervisningsministeriet. Uddannelsesdagen på OUH har netop til formål at vise, hvor bred viften af uddannelser er, forklarer Allan Feldskou.

- Det giver noget ekstra at komme ud på arbejdspladsen og få indsigt i flere uddannelser og jobmuligheder. De unge forstår det bedre, når de kan se, høre og røre. Mit klare indtryk er også, at der ikke længere er helt samme tanke blandt eleverne om, at gymnasiet er den eneste rigtige vej frem, siger Abildgårdskolens skoleleder.

Efter et besøg hos ergoterapeuter, fysioterapeuter og reddere, hvor eleverne har fået lov at prøve forskelligt udstyr, er hospitalets håndværkere det sidste stop for Mariam Al-Asadi og gruppen.

- Er der nogen af jer, der har overvejet at blive håndværker? spørger snedkerlærlingen. Alle pigerne ryster på hovedet. 

Mariam Al-Asadi har da heller ikke undervejs ændret sin beslutning om at søge ind på stx.

- Det har været en meget interessant dag, og jeg har fået ny viden om forskellige uddannelser, jeg ikke kendte. Det var også rigtig fedt, at vi kunne prøve nogle ting, og jeg synes, at der er mange gode uddannelser og muligheder med eksempelvis eux. Men det har ikke ændret ved min holdning, siger hun.

Se billeder fra dagen her:

Slide 1 af

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere