Bande-betegnelse giver politiet flere redskaber
21. februar 2019 Den skærpede strafzone er i dag blevet forlænget. Zonen dækker Birkeparken, Bøgeparken, Egeparken og Fyrreparken. Det betyder, at straffen stiger for visse former for kriminalitet begået i disse afdelinger.Politiet kalder nu den igangværende konflikt mellem stridende grupper for en bandekonflikt. Det sker efter en skudepisode i går aftes ved Bøgetorvet. Den nye betegnelse giver politiet flere redskaber til at få stoppet kriminaliteten.
Ingen blev ramt, da der i går aftes blev skudt ved Bøgetorvet. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at hændelsen er et led i den igangværende konflikt mellem lokale grupper.
Fyns Politi har siden den første skudepisode den 24. januar omtalt skyderierne i Vollsmose som en del af ’et igangværende internt opgør mellem lokale grupper i området’. I sidste nummer af Vollsmose Avisen fortalte politiet, at ’sagen bunder i gamle konflikter, voldelige hændelser og uforsonlig uoverensstemmelse mellem stridende og kriminelle familier i Vollsmose’.
LÆS OGSÅ: Politiet forlænger visitationszone og skærpet strafzone
I pressemeddelelsen i dag beskriver Fyns Politi for første gang situationen som en bandekonflikt. Men hvad har ændret sig? Og hvem er banderne? Vollsmose Avisen har spurgt politikommissær Per Franch fra Fyns Politi.
Hvorfor kalder I nu situationen for en bandekonflikt?
- Fordi der dels er tale om personfarlig kriminalitet mellem kriminelle grupperinger, og dels fordi omstændighederne har fået en karakter, der gør, at politiet vurderer det som bandekriminalitet. Der er ikke tale om nye formelle bander med rygmærker, klubhuse og lignende. Når vi vurderer det til at være en bandekonflikt, så giver det os nogle ekstra redskaber, for eksempel indskrænkning af prøveløsladelser og brug af opholdsforbud, hvor dømte bandemedlemmer kan afskæres fra at opholde sig i kommunen.
Hvad afgør, hvornår det er en bandekonflikt eller et opgør mellem grupper?
- Der er ikke nogen entydig definition på en bande, men det afgørende er, om man af omgivelserne bliver opfattet som en bande.
LÆS OGSÅ: Skærpet strafzone deler vandene
Hvem er banderne?
- Der er tale om både lokale og folk, der ikke er bosiddende i området. Der er som regel komplekse årsager til konflikterne mellem grupperne. Ofte er der tale om hævn i forhold til krænkelser eller overfald mod andre i ens gruppe. Man støtter og hjælper også hinanden med at fremskaffe våben eller skjule beviser, så man på den måde opfører sig som en bande.
Hvad gør politiet nu?
- Vi efterforsker og har øget tryghedspatruljering i bydelen. Vi visiterer fortsat og har fokus på det forebyggende arbejde.
Episoden betyder, at den skærpede strafzone og visitationszonen i Vollsmose, der begge skulle været udløbet i dag, endnu engang er blevet forlænget. Zonerne er blevet forlænget frem til den 7. marts klokken 12.00.