Små forfattere læste højt på biblioteket
04. december 2019 Hamza og Ibrahim fra 1.a på H.C. Andersen Skolen læser højt af deres bøger, som de selv har skrevet.Elever fra 0.-2.klasse på H.C. Andersen Skolen har i løbet af november skrevet deres egne bøger, som de har præsenteret på to bogmesser på Vollsmose Bibliotek. Alle kan låne bøgerne med hjem.
- Jeg hedder Hamza, og jeg er syv år. Jeg bor i Bøgeparken med min familie.
Den lille nyudklækkede forfatter fra 1.a på H.C. Andersen Skolen sidder med klassekammeraten Ibrahim på et par høje stole lige i spotlyset. Han har fået mikrofon på og læser højt fra bogen ’Mit liv’ foran publikum i den mørke sal. Han er en af de omkring 1.000 børn på Odenses folkeskoler, der har skrevet og fået udgivet sin egen bog, som han forleden kunne præsentere på en bogmesse på Vollsmose Bibliotek.
Bøgerne er skrevet i det digitale værktøj ’Skriv og læs’, som gør det muligt for børn at skrive deres egne bøger, også selvom de endnu ikke kan stave korrekt. Børnene laver i første omgang deres bøger digitalt ved at vælge fotos, som de fortæller historier om via børnestavning. Det er en form for skrivning, hvor børn i indskolingsalderen skriver de bogstaver i ordene, som de kan høre. Derefter bliver teksten oversat til voksenstavning, så bøgerne på den måde bliver mere læsbare for voksne.
Kan lånes med hjem til jul
På publikumspladserne i teatersalen over Vollsmose Bibliotek sidder 1.a fra Risingskolen og 1.a fra H. C. Andersen Skolen. De lytter til hinanden, når klassekammerater på skift kommer på scenen for at læse op fra deres bøger, der handler om alt fra kæledyr, fodbold og kage. Alle bøgerne er blevet udgivet i fysisk form med en stregkode, så de er klar til at blive bippet ud på biblioteket og måske komme med hjem og blive læst i juleferien.
- Projektet i Odense er eksemplarisk og et godt bud på, hvordan man i en kommune kan gøre en forskel i forhold til at arbejde meningsfuldt med skriftsproget og integrere it tidligt i undervisningen. Med registreringen af bøgerne i kommunens biblioteker, bliver børnene rigtige forfatter og får en vigtig indsigt i, hvad skriftsproget kan bruges til, siger Janus Madsen, der har udviklet læringsværktøjet ’Skriv og læs’, i en pressemeddelelse.
Bøgerne kan lånes med hjem frem til udgangen af januar.