Spring navigation over

Beboere tog godt imod teater

Store Sal i kulturhuset skal males sort, så den kan indrettes efter de skiftende forestillinger hos Nørregaards Teater. Foto: Daniel Buchwald

Samarbejdsviljen var stor, da Nørregaards Teater og beboere i sidste uge mødtes for at snakke om, hvad der sker, når teateret overtager kulturhuset i juli 2019.

Hvad skal der ske med lokalerne? Skal beboere fortsat betale for at leje salen? Og hvor mange dage om året fylder Nørregaards Teater huset ud? Det var nogle af de spørgsmål, som beboere og andre interesserede stillede, da Nørregaards Teater i sidste uge var i Vollsmose til åbent møde om fremtiden i kulturhuset. Børne- og ungdomsteateret i centrum af Odense overtager Store Sal og de tilstødende lokaler i Vollsmose Kulturhus fra sommeren 2019.

Samarbejde med lokale


Med den nye aftale for huset påtager teatret sig ansvaret for, at der løbende er offentlige kulturarrangementer i salene. Det skal ske i samarbejde med Vollsmose Bibliotek, som i øjeblikket står for driften af huset, og øvrige lokale institutioner og foreninger. Derfor var flere af husets brugere dukket op for at blive klogere på, hvordan de fremover kan bruge lokalerne. 

LÆS OGSÅ: Ny teaterscene rykker til Vollsmose

- Ud af årets 365 dage fylder vi huset med prøver og forestillinger i omkring 120 dage. Aftalen forpligter os til at samarbejde med lokalmiljøet, og min hensigt er, at alt det, der foregår i huset i dag, også skal kunne være der i fremtiden, forklarede teaterleder Carsten Wittrock på mødet.

- Det er os, der forvalter kalenderen, og vi vil byde folk velkomne. Jeg er også sikker på, at vi vil blive formet af omgivelserne herude, selvom vi ikke er et integrationsprojekt, lød det ydermere.

Leje eller ej?


Et af de spørgsmål, der fyldte meget blandt de fremmødte beboere, var prisen på leje af lokaler. Det var blandt andet en af årsagerne til, at Abdinoor Hassan fra Egeparken var kommet.

- Kulturhuset er et vigtigt hus for Vollsmose, og der har været nogle udfordringer med prisen på leje af lokalerne. Så jeg er nysgerrig på, hvordan samarbejdet med teatret vil blive. Jeg er umiddelbart positiv. Jeg tror, at teatret vil byde på nye muligheder. Det bliver spændende at se, om de har ressourcerne til at løfte opgaven med at inddrage os lokale, lød det fra beboeren, der også er medlem af byrådet.

Som udgangspunkt vil Nørregaards Teater ikke kræve leje af lokalerne, men hvordan logistikken omkring beboeres adgang helt præcist vil fungere i praksis, kunne Carsten Wittrock ikke give endegyldigt svar på til mødet.

- Men jeg vil gøre mit for, at det ikke kommer til at kos-te noget at leje lokalerne og finde en måde, så beboere kan bruge lokalerne, sagde han. 

En sort teatersal


Teatret overtager nøglerne til huset i juli 2019 og åbner op for den første teatersæson i Vollsmose i slutningen af august 2019. Og når teatret slår dørene op til den nye scene, vil de velkendte lokaler oven på biblioteket være undergået noget af en forvandling. For eksempel vil Store Sal blive malet sort, så den egner sig til teater og skiftende scenografier.

Kirsten Haahr fra Åsum har brugt kulturhusets lokaler i ti år til en læsekreds og deltog også i dialogen med Nørregaards Teater.

LÆS OGSÅ: Vollsmose Kulturhus mister millionbeløb

- Jeg synes, at det er dejligt, at der kommer et teater herud, og jeg er positiv omkring forandringen. Jeg håber bare, at vi kan fortsætte med vores læsekreds og litteraturarrangementer, sagde hun og udtrykte stor vilje til at samarbejde lige som mødets andre deltagere.

- Nu skal vi holde dialogen kørende og snart begynde at koordinere vores kalendere, sluttede Carsten Wittrock og foreslog, at Nørregaards Teater inviterer til et nyt møde i foråret om, hvad lokale og teatret kan udvikle og lave sammen.

Kulturhuset skifter hænder


Vollsmose Bibliotek har siden 1. januar 2018 stået for driften af kulturhuset og haft en bevilling på 200.000 kroner til kulturaktiviteter i huset. Den bevilling overtager Nørregaards Teater fra 1. juli 2019. Det besluttede et snævert flertal i By- og Kulturudvalget i september.

Seneste Artikler

Beboere bekæmper madspild

Læs mere

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Læs mere

Skoletandpleje vil bekæmpe huller i mælketænder

Læs mere

Forestilling om Aladdin er under opsejling

Læs mere

Første årgang på Odinskolen er startet

Læs mere

En ny klinik for seksuel sundhed, bedre tandbørstning og til kamp mod madspild. Det er nogle af historierne i i dette nummer af Vollsmose Avisen. Avisen holder nu pause indtil august.

Læs her