Spring navigation over

SSP til forældre: Tal om rusmidler med de unge

Patroner som disse indeholder lattergas, som flere unge bruger som rusmiddel. Foto: Giftlinjen

Flere steder i Vollsmose er der på det seneste fundet lattergas-patroner, som unge bruger som rusmiddel. SSP Odense opfordrer forældre til at tage en snak om risikoen ved rusmidler.

Måske har du set små sølv- eller metalgrå patroner ligge på jorden rundt omkring i Vollsmose. Egentligt er patronerne beregnet til at lave flødeskum med i en sifon. Men i løbet af de seneste år har flere kommuner og sundhedspersonale oplevet, at unge indtager indholdet i patronerne. De indeholder nemlig lattergas, som kan fungere som et rusmiddel.

Siden i sommer har SSP Odense fået henvendelser fra forskellige personer i det kriminalpræventive samarbejde, der har bemærket patronerne på jorden flere steder i Vollsmose.

- Lattergas er ikke et nyt fænomen, så vi har haft en opmærksomhed på det i lang tid. Men vi har været ekstra opmærksomme i en periode i Vollsmose, fordi vi har fået nogle konkrete henvendelser, fortæller Tommy Holst, der er sekretariatschef i SSP Odense.

Derfor har SSP samarbejdet med lokale institutioner og aktører for at gøre opmærksom på risikoen ved at indtage lattergas og informere forældre.

Et farligt stof


Lattergas er gennem de seneste år blevet mere og mere populært blandt danske unge, og i flere af landets andre kommuner har man også øget fokus på metalpatronerne i løbet af 2018. For gassen er ikke ufarlig. Giftlinjen måtte i september udsende en advarsel til både unge og forældre, fordi de modtager et stigende antal henvendelser fra unge, der er blevet forgiftet af lattergas.

Flere læger har desuden advaret om, at det kan have dødelig udgang. Ifølge Giftlinjen fortrænger lattergas ilten i blodet, og suger man gas fra flere patroner, øger det risikoen for iltmangel. Ved massivt misbrug er der risiko for varige skader på nervesystemet, som kan give føleforstyrrelser og nedsat funktion af arme og ben. I værste fald kan misbruget svække hjernens funktioner.

Snak om rusmidler


Ifølge Tommy Holst fra SSP Odense er forældre uundværlige for at forebygge, at de unge bruger lattergas og andre rusmidler. Derfor lyder opfordringen, at forældre tager snakken med deres børn for at gøre dem opmærksomme på, hvilke risici der er forbundet med rusmidler.

- Vi oplever, at mange ikke ved, hvad patronerne er, og mange forældre og unge ved heller ikke, hvor farligt eksempelvis lattergas i virkeligheden er. Forældrene bliver nødt til at tage initiativet til en snak om rusmidler. Vi ved, at hvis forældrene insisterer på at tage snakken, så påvirker det de unges valg, siger sekretariatschefen i SSP Odense.

Sådan taler du med din teenager om rusmidler

 

Forbered dig: Det er en god idé, at du forbereder dig på samtalen, er nysgerrig og undersøgende.

Vær rolig: Tal om rusmidler i et roligt øjeblik - ikke på vej ud ad døren eller på et tidspunkt, hvor du er vred og ophidset.

Tal på en ufarlig måde: Det skal føles ufarligt at tale om rusmidler med sine forældre. Den unge skal ikke føle sig nødsaget til at skulle forsvare sig. For eksempel kan du tale om rusmidler mere generelt.

Pas på din reaktion: Vær opmærksom på din reaktion. Din teenager skal vide, at du kan holde til at høre om den virkelighed, de skal orientere sig i, før de tør fortælle dig om den.

Vær interesseret: Spørg og lyt interesseret. Hold selv igen med at tale, hvis du mærker, at din teenager vil fortælle om egne tanker, sit liv og værdier. Ved at fortælle dig om de forventninger, han/hun selv har til en fest, sig selv, vennerne og lignende, bliver din teenager klogere på sig selv, egne værdier og holdninger.

Tal om strategier: Det er ikke nok bare at fortælle, hvad du synes, er de rigtige valg. Når du kender din teenagers værdier, så spørg, hvordan han/hun vil leve op til dem, og hvordan han/hun kan træffe valg ud fra disse. Spørg om han/hun har en strategi for, hvad han/hun vil sige og gøre i bestemte situationer.

Vær ærlig om din bekymring: Det er naturligt at blive bekymret. Det er i orden at tale med sin teenager om sin bekymring og spørge til, hvad han/hun tænker kunne gøre bekymringen mindre.

Skriv et brev: Samtale er godt, hvis det kan gøres roligt, og man kan få alle sine budskaber ud. Men hvis du synes, at det er svært, eller I nemt begynder at diskutere, så skriv et brev.

Kilde: U-turn, SSP

Seneste Artikler

Beboere bekæmper madspild

Læs mere

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Læs mere

Skoletandpleje vil bekæmpe huller i mælketænder

Læs mere

Forestilling om Aladdin er under opsejling

Læs mere

Første årgang på Odinskolen er startet

Læs mere

En ny klinik for seksuel sundhed, bedre tandbørstning og til kamp mod madspild. Det er nogle af historierne i i dette nummer af Vollsmose Avisen. Avisen holder nu pause indtil august.

Læs her