Spring navigation over

Borgmester: 'Jeg knokler for en færdig grundplan'

Udviklingsplan, ’Den sidste Vollsmoseplan’ og en såkaldt ghettoplan. 2018 har været et år med store politiske planer og beslutninger om Vollsmose. I den forbindelse har Vollsmose Avisen bedt både politikere og boligorganisationer om at kigge tilbage på året, der gik, og frem mod året, der kommer. Her svarer borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

Hvad var det vigtigste, der skete for Vollsmose i 2018?
Det vigtigste er i min optik den plan, som byrådet har lagt for udviklingen af Vollsmose, fordi den rummer kimen til et meget anderledes Vollsmose, end det vi kender i dag. Selvom det ikke har fyldt så meget i diskussionen i kølvandet på ’Den sidste Vollsmose-plan’, er jeg især glad for ambitionen om, at børn i bydelens skoler skal have de samme forudsætninger, når de går ud af folkeskolen, som andre skolebørn i byen. Målsætningen om, at tilknytningen til arbejdsmarkedet skal op på niveau med resten af byen, betyder også meget for mig, fordi det er med til at kunne realisere det kæmpe menneskelige potentiale, der er i Vollsmose.

Der er også sket andre gode ting i bydelen i 2018. Jeg var for eksempel så heldig at overrække Ildsjæleprisen til Vollsmose Boxing. Det er rigtig fedt at se, at der er stærke og gode kræfter, der løfter i civilsamfundet i Vollsmose og et foreningsliv, der kan gøre en kæmpe forskel for børn og unge.

Hvad vil der ske med Vollsmose i 2019?
På vores første møde i udviklingsbestyrelsen var vi alle sammen meget klare i mælet om, at vi skal være gode til at kommunikere hele tiden og til at inddrage borgerne, når der er noget, vi kan fortælle og inddrage dem i. Første skridt var beboermødet om Vollsmoses fremtid i kulturhuset i mandags, og jeg forventer helt klart, at borgerinddragelsen vil fylde mere og blive tydeligere, jo længere hen i 2019 vi kommer.

Hvad er dit vigtigste mål i forhold til Vollsmose i det kommende år?
Jeg vil bestræbe mig rigtig meget på, at dem, der bor i parkerne, kan få klart svar på, hvad der skal ske med området og bygningerne. Jeg kan levende sætte mig ind i, at den omfattende diskussion og beslutningen om, at vi vil bruge nedrivninger som et aktivt værktøj, kan skabe utryghed. Lige nu snakker vi med investorer, pensionskasser og andre om at gå ind i Vollsmose, og jeg håber og knokler for, at vi snart har en grundplan for de forandringer, der kommer til at præge Vollsmose det næste årti, så vi i 2019 kan sige mere konkret og præcist, hvad der skal ske med parkerne.

Seneste Artikler

Beboere bekæmper madspild

Læs mere

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Læs mere

Skoletandpleje vil bekæmpe huller i mælketænder

Læs mere

Forestilling om Aladdin er under opsejling

Læs mere

Første årgang på Odinskolen er startet

Læs mere

En ny klinik for seksuel sundhed, bedre tandbørstning og til kamp mod madspild. Det er nogle af historierne i i dette nummer af Vollsmose Avisen. Avisen holder nu pause indtil august.

Læs her