Spring navigation over

SSP-chef om urolige unge: Ballade åbner ingen døre

Uro, hærværk og slåskampe er samlingspunktet for en gruppe af unge, der i de seneste par måneder har generet både i og uden for Vollsmose. De ønsker sig et værested – men det får de ikke med deres nuværende adfærd, slår kommunens SSP-leder fast.

Kulden tvinger mange indendørs for tiden. Men mens de fleste kommer på  Vollsmose Torv for at handle eller spise på én af restauranterne, har en lille gruppe unge et helt andet ærinde. De ’hænger ud’, og deres adfærd er på alle måder drevet af negativitet.

Særligt i de sene eftermiddagstimer tager uroen til, og både politi og vagter har flere gange måttet træde til for at sørge for at genetablere orden.

Smadrede ruder, graffiti i kulturhuset og andet hærværk vidner om aktivitetsniveauet. Og den lokale Klub U
– tidligere Ragnarok – har været nødsaget til at lukke i flere uger på grund af hærværk. Flere af de unge i gruppen er desuden kendt både på centralbiblioteket, Odense Banegårdcenter, Rosengårdcentret og på enkelte skoler, hvor de forstyrrer og laver ballade. På flere af disse steder har de fået forbud mod at opholde sig.

Ikke en organiseret gruppe


Leder af SSP-sekretariatet Tommy Holst understreger, at der ikke er tale om en sammentømret gruppe.

– Man kan ikke betegne dem som en gruppe, men mere som en række unge i forskellige aldersgrupper, som kender hinanden, og som ses på tværs. De har af forskellige årsager et fællesskab.

Værst er det gået ud over centret, Vollsmose Torv, der har haft besøg af flere af de unge næsten dagligt.

– Små grupper af unge hænger ud og småslås. Forbipasserende kan ikke se, om det er en slåskamp for sjov, eller om det er alvor, og det skaber utryghed. De forstyrrer generelt centrets kunder, og så vælter de en spand eller en blomst, og både opførsel og retorik er hård og indimellem brutal, fortæller centerchef Søren Dollerup.

Den positive del af historien, mener centerchefen, er, at der i situationer som denne lynhurtigt skabes fælles fodslag i løsningen af problemet. Således står politi, kommune og civilsamfund sammen.

Unge ønsker sig et værested


Nogle af de unge ønsker sig et værested, hvor de selv sætter standarden. Men deres nuværende adfærd åbner ingen døre. Tværtimod.

Det er der enighed om i den gruppe, der har sat sig sammen for at få løst problemet med de uroskabende  unge.

– Udgangspunktet er, at der skal sendes et meget tydeligt signal om, at den her adfærd vil man simpelthen ikke acceptere. Man kan ikke true sig til gunstige vilkår – eller til det, man gerne vil have. Hvis man samarbejder og viser den gode vilje og overholder aftaler, så er der til gengæld lydhørhed overfor de unge, fortæller SSP-leder Tommy Holst.

Forebyggelse og konsekvens


Der arbejdes i to spor. Det ene er det kriminalpræventive, hvor hver enkelt af de unge får et ’360 grader-eftersyn’ og får rettet uddannelse og så videre helt ind til de udfordringer, den enkelte unge har.

Det andet spor er, hvor civilsamfundet sætter sig sammen og får lavet aftaler om, hvordan man griber det an. Her er politiet, Vollsmose Torv, Odense Kommune samt Vollsmose Sekretariatet med flere på banen.

– Vi har nogle vagter, som der er respekt omkring, og vi har netop ansat endnu en vagt. Vagterne er gode til at skabe dialog, der hvor det er muligt, og til at afvæbne misforståelser, fortæller centerchef Søren Dollerup, der i de senere måneder med stor frustration har set de unge fylde mere og mere i centeret:

– Vi vil rigtigt gerne tiltrække de unge til centret, hvor de blandt andet kan gå i motionscenter. Men vi vil under ingen omstændigheder være et sted, hvor man hænger ud og laver ballade.

Politiet har også øget indsatsen.

– Hvis de unge nægter at efterkomme vagtens anvisninger, opretter vi sager på dem, og fortsætter de, får de forbud mod at komme i centret. Ignorerer de det forbud, så tager vi dem med på Politigården, fortæller leder af Vollsmoses Lokalpoliti Per Franch.

Seneste Artikler

Beboere bekæmper madspild

Læs mere

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Læs mere

Skoletandpleje vil bekæmpe huller i mælketænder

Læs mere

Forestilling om Aladdin er under opsejling

Læs mere

Første årgang på Odinskolen er startet

Læs mere

En ny klinik for seksuel sundhed, bedre tandbørstning og til kamp mod madspild. Det er nogle af historierne i i dette nummer af Vollsmose Avisen. Avisen holder nu pause indtil august.

Læs her